Er det en sygdom

Sensitiv.nu

Når du klikker på undermenuen kommer der en del emnetråde op, og under dem nye emnetråde. Jeg har forsøgt med en overskuelighed.

Det er på ingen måde en sygdom eller en lidelse, men man kan være disponeret for diverse lidelser hvis man har det i sig og ydre ting er en ugunstig.

 

Terapi:

 

Normalt vil en terapeut lede efter tegn på en dysfunktionel opvækst og hvad gjort een til den man er, og det skadeligt skal findes og heles. Altså man er en skadet person!!! Man vil så igen opleve at man ikke bliver forstået og ikke bliver taklet rigtigt. Ofte vil en terapeut gå alt for hurtigt frem og træde ind over personlige grænser, og gribe det helt forkert an fordi det bliver en dysfunktion der bliver indfaldsvinklen og ikke hvordan man med det sind man nu engang har takler ting der liver for meget. Det er ikke symptomer på noget er galt (jo det kan det også være), men det er symptomer på at man i sig selv har svært ved nogle sider af livet. Man er ikke skadet, man skal måske blot lærer at acceptere sig selv, slutte fred med en opvækst og forstå sammenhængene. Vi har ikke brug for flere der misforstår os vel?? Så det skal være en terapeut med indsigt i HSP. Vi har måske brug for at finde nogle redskaber til at finde den gode balance i vores liv. Ledetråden ligger ofte i ens spørgsmål, hvorfor er det kun mig der har taget skade af barndommen, hvorfor ikke mine søskende (hvis man føler sig skadet af en barndom), hvorfor er det kun mig der er så anderledes, forkert osv. Hvorfor er det kun mig der har oplevet barndommen på den måde. Netop derfor, fordi man er HSP.

 

Som HSP'er har man alle forudsætninger for en god og meget givende terapi fordi man netop er meget introvert, tænker, får mange nuancer på, husker detaljeret følelsesmæssigt, god til at analysere, vi evner og har motivation for at grave dybt. Vi har en fantastisk evne for at kunne sætte os ind i hvordan det måtte være for de andre i familien, og det er en stor hjælp til at acceptere og til at begrave alt det som har været svært.

 

Det kan være svært at være i terapi fordi man skal have tillid og tryghed ved terapeuten inden man overhoved kan åbne op for tanker og følelser, og der er brug for tid og ro. En terapeut vil måske presse for meget på og blive for ivrig, og det kan være angstprovokerende for en HSP'er, og så må man bare fortælle det og få den fornøden pause og ro til at komme sig.

 

Medicin:

 

Generelt er mennesker som er særligt sensitiv, mere sensitive overfor fysiske tegn og symptomer, smerte og medicin.

 

Hvis man som HSP lever i en god balance i livet, er vi mere raske end andre, men det er modsat hvis vi lever med alt for mange indtryk ydre som indre. Introverte har støre risiko for sygdomme. Vi vil nok alle opleve, at få mane helbredsmæssige falske alarmer fordi vi tolker (overtolker) signaler fra kroppen.

 

Når vi får medicin, vil vi måske også opleve at vi får bivirkninger der er flere og anderledes, og som er ægte nok, dog har vi tendens til at være meget nervøse for at tage medicin første gang.

 

Man bliver måske tilbudt antidepressivt, sove eller angstdæmpende medicin. Det kan være godt i nogle situationer, i en periode, men få mand et livslangt, kan det diskuteres om man virkelig skal tage noget for at ændre ens psyke og tilpasse sig andre/samfundet. På grund af vores hjerneopbygning kemisk, så kan vi også reagere omvendt på noget af den psykofarmaka vi får (får mere angst, stress og depression), og er man ikke klar over det, kan man måske netop af angst for det bliver værre, fortsætte med at tage dem.

 

Der er andre/flere måder at dæmpe een selv på: massage, vejrtrækningsøvelser, en sund snack, lytter til musik, går en tur, danser osv. Kamille te, lavendel, calcium eller magnesium kan også dæmpe stressen.

 

Elaine Aron er inde på meget gode, spændende og tankevækkende tanker omkring brug af medicin, men det er for omfattende at komme ind på her. Jeg kan anbefale at læse bogen "The highly sensitive person. How to thrive when the world overwhelms you".

 

Mine egen erfaringer er:

 

eg har selv sat ind på flere punkter. Jeg har aldrig set mig selv som værende en personlighedsprofil, men har altid vidst noget var helt galt med mig. Jeg har altid haft en lav stresstærskel, døjet med depressioner og angst og stress. Nej jeg har ikke altid vist jeg led af alle de ting. Jeg har siden jeg overhoved kan huske som lille barn vidst jeg var anderledes, meget endda.

 

Som ung vidste jeg intuitivt at jeg ikke både kunne klarer at få egen familie og job, og så var valget let, jobbet det var noget jeg ikke var skræmt overfor, så sådan blevet det.

 

Nå behandling, i de unge år var min egen behandling at jeg skulle arbejde mine problemer væk. Arbejde som arbejde, men også min stress og angst for nye ting, for fester, ture, middage osv. jamen så skulle jeg bare gøre endnu mere af det endnu oftere, for så kunne jeg lære det kunne jeg. Nej det kunne jeg så alligevel ikke.

 

Da jeg fik diagnoserne angste, stress, depressioner og fobier, ja så gik jeg ellers igang med detektivarbejde, læste alt om sygdommene kemi, psykologi, terapier osv., alt man kunne købe og låne og læse på nettet.

 

Jeg gik selv videre med at lave noget kognitiv terapi på mig selv, og så fik jeg jo medicin, som har været så godt for mig. Jeg kunne pludselig sove om natten, jeg fik ro på i mit hoved og stressede slet ikke i samme grad som før.

 

De første par år efter mine diagnoser rykkede jeg mig kolossalt personligt, og blev et meget gladere menneske, men så har der ellers været stilstand de sidste par år. Nu fik jeg så læst artiklen i Psykologi om særligt sensitive person er, og der så jeg lyset, det var en åbenbaring af rang. Aldrig før har jeg været så forbløffet og følt mig så lykkelig. Sort på hvidt så jeg jo mig, og hvordan jeg har det. Jeg kunne med stor overbevisning svarer ja på alle spørgsmålene til om man er HSP'er. Jeg bestilte alle de bøger jeg kunne fra Elaine Aron og hendes hjemmeside, og nu har jeg så på en uge fået en hjemmeside op og stå. Det er jo lige mig, når der er noget jeg brænder for, kan jeg på kort tid få noget på plads.

 

Hvad det får af betydning med HSP ved jeg ikke på sigt, men jeg ved at jeg allerede nu ser meget mere med milde øjne på mig selv, og ikke mere gider tænke i strategier til at helbrede mig selv, fordi der er ting jeg ikke har kunne helbrede mig selv med på trods af min ihærdighed. Jeg kan allerede nu tage langt mere afslappet på mange ting. Ja og nok vigtigst af alt, jeg kan virkelig virkelig se nu en sammenhæng, jeg føler at mit livs puslespil er ved at blive lagt hvad angår meninger, forståelser osv. Jeg har fået så mange svar på så mange spørgsmål, og det at jeg kan glemme bebrejdelserne, usikkerheden, kampen om at blive normal kan jeg vist godt glemme alt om for det bliver jeg jo aldrig. Jeg skal jo ikke helbredes for en sygdom, jeg skal slutte helt fred med den jeg er. Jeg skal finde min gode balance i livet.

 

Ingen har troet på jeg havde en lykkelig barndom uden kriser uden traumer, de mente alle jeg havde nogle fortrængninger. Jeg havde den gode barndom, det kan jeg også læse af de bøger jeg har læst om HSP. Jeg tror også jeg på mange måder har været meget mere selvhjulpen, har hvilet meget mere i mig selv, har haft en grundliggende selvtillid. Da jeg nok er særdeles introvert har det også været godt fordi jeg har været meget robust overfor ydre påvirkninger. Jeg er blevet støttet rigtig meget hjemmefra til at være tro mod den jeg er.

 

Det med terapeut. Jeg har jo ikke gået ved een. Jo jeg kom på et tidspunkt til en psykiater til et par forsamtaler. Det var så rædselsfuldt. Hun kom med standard frasen, jeg følte ikke hun forstod hvad jeg forsøgte at sige, hun pressede mig psykisk så jeg følte jeg enten var ved at besvime eller miste forstanden (en ud af kroppen fornemmelse). Da jeg sagde fra sagde hun blot at det SKULLE vi snakke om. Det endte med at jeg faktisk synes jeg styrede hele samtalen og styrede så meget at jeg kunne forudsige hvad hun ville svarer og hvad mit "modtræk" var.