Det sociale

Sensitiv.nu

Når du klikker på undermenuen kommer der en del emnetråde op, og under dem nye emnetråde. Jeg har forsøgt med en overskuelighed.

Rent socialt står man egentligt stærkt i forhold til hvad man kan byde ind med (empati, engagement, forståelse af sammenhænge, spændende dybder osv.). Andre der vil sige man er genert, tager meget fejl. Det er deres opfattelse, men ikke vores oplevelse. Altså var det generthed, kunne det jo fikses men vores HSP er kronisk. Det der kan være belastende for os, er at vi bekymre os om hvad andre tænker om os. Vi fornemmer jo netop de mere tavse, skjulte fordomme mod os, og det er ekstra svært når de med ord siger noget andet. Nu er socialt samvær meget smalltalk, og er der noget vi har svært ved er det netop det. Bliver vi overbevist om det er generthed er vi jo så sensible at vi kan opfører os som sådan og opfatte os selv som sådan. Det er noget skidt, fordi det er et negativt ladet og fordømmende ord, og gør at vi mener vi skal arbejde for at komme over det. Nej vi skal acceptere det er sådan og finde nogle metoder, og sige fra når prisen er for høj (specielt ved større fester, fremmede selskaber, koncerter, store folkemængder). Alle mennesker må på forskellige måder og niveauer prioritere og tage valg i livet. Social utilpashed kan ændres ved viden om at det kommer af overopmærksomhed og ikke fordi man er genert og det er ikke på grund af angst heller. Snak med andre HSP'er om det. Følg rådende:

 

 

  • Gå fra situationen

 

  • Luk øjnene og hold input ude

 

  • Tag en pause

 

  • Gå ud af rummet

 

  • Brug vand, drikkes, høre rindende vand, se på vand

 

  • Gå en tur

 

  • Stabiliser vejrtrækningen

 

  • Stå/sid behageligt

 

  • Bevæge sig

 

  • Smil venligt til sig selv eller andre

 

Når vi er samen med andre, kan vi føle vi bruger os fuldt ud, mens andre kan opfatte at vi ikke byder ind med så meget. Vi føler måske at vi så gerne vil leve op til andres forventninger men jo hårdere vi prøver det jo hårdere bliver det for os.

 

Skal man på kursus over flere dage med andre, er det en ide at fortælle gruppen, at man har meget brug for fred og ro, og det gør at man bedre bare kan gå uden at føle sig forkert.

 

Man kan være social på mange måder, man behøver ikke at kopiere andres måder, det ville også være falskt og tomt.

 

Oftest er en HSP'er introvert og foretrækker få gode dybe venskaber, kvalitet og ikke kvantitet.

 

Introverte HSP'er har det bedst sammen med andre når de kan være: Seriøse og fokuseret, snakke problemer, gode til at lytte og udspørge, give råd, koncentrere sig om andre på et dybt plan.

 

Man kan godt vide hvad der skal til i forhold til socialt samvær (social korrekthed) men det er helt ok hvis man bare ikke evner at leve det ud.

 

At øve situationerne gennem inden man skal være sammen med andre, og have små ritualer og ting der beroliger når man så står i det.

 

Råd ved Smalltalk: Snak selv eller lyt, det skal bestemmes på forhånd. Hvis man vil snakke, er det en god ide at have nogle emner man kan trække frem, måske noget man selv ved en masse om, så sælg sin viden. Vælg en lille gruppe af mennesker. Hvis man føler det er svært at få et ord indført, er det bare med at virke positiv og engageret (nikke, smile, kikke på den der taler). Hav tålmodighed, der bliver pauser hvor man kan komme ind, eller man kan vente på en anden deltager drager een med i samtalen.

 

Det kan faktisk være let at stå og holde foredrag og oplæg, eller undervise. Der er man i sit es, man kan styrer det, man har noget på hjertet, man ved noget andre er motiveret for at hører på, man har teten og er meget velforberedt. At være velforberedt er noget man i allerhøjeste grad kan bruges i alle sociale sammenhænge.

 

Er man bange for at klappen går ned hvis man skal stille spørgsmål kan hele spørgsmålet skrives ned og man læser op. På samme måde i telefonen, ved lægen og andre steder.

 

Mig og det sociale. Tjae det er meget svært synes jeg at være så objektiv. Jeg vil sige for det meste er det andre der har fundet mig og har draget mig med ind i noget, det være sig forældregrupper, medstuderende til alle de videregående uddannelser og kurser jeg har taget siden jeg blev pædagog for mange år siden.

 

Jeg synes jeg for det meste har kunne tilpasse mig helt fantastisk alle mulige miljøer, og jeg har virkelig været i rigtig mange, og også nogle mere specielle. Jeg har vist dog aldrig set dem som venner, i den forstand. Det var mere at jeg kunne sige og bevise jeg havde venner (Det forventes jo af een).

 

Jeg har som kollega ikke været særlig sød indrømmet, faktisk temmelig stædig, firkantet, uden humor og indimellem også tromlende hvis jeg bare vidste jeg havde ret.

 

Ja men blandt såkaldte venner har jeg været den der lyttede, spurgte ind, ja var der for dem, men gav ikke rigtig noget af mig selv.

 

Fordi jeg er pædagog så er jeg jo godt opdraget hvad angår teknikker, samtaleformer osv. så der går det vist helt ok for mig. Jeg kan det rent professionelt det med kommunikation med andre, også grupper. Det genere mig ikke. Jeg kan også så let som ingen ting stå op og holde foredrag afholde forældremøder, forældresamtaler og alt der er professionelt.

 

Jeg har rigtig meget kunne bruge mine HSP egenskaber rent socialt professionelt og privat.

 

Jeg har egentlig ikke lagt specielt under for den der med at jeg er anderledes, det har ikke pint mig, ikke så det har hæmmet mig. Jo det har nok pint mig meget, men mest at jeg ikke har kunne finde forklaringer på hvorfor jeg er som jeg er.

 

Selvom jeg anser mig som meget introvert, er jeg måske ikke så genert igen. Det kommer an på hvad andre mener med genert. Jo som barn var jeg nok meget meget sky i en lang periode, men ellers ikke. En stående vittighed var at jeg engang af min far fik penge til at købe en is for i ishuset, men jeg turde ikke gå derhen for at købe isen.

 

Jo jeg vil nok blive betragtet som genert når jeg er på kursus eller lige har startet en uddannelse. Jeg skal lige føle mig frem, lige fornemme hvem der er mine medstuderende, hvordan normen er, hvordan dynamikken i gruppen er.

 

Jeg må sige jeg er virkelig ikke god til smalltalk. Når vi sidder og spiser frokost sammen, er jeg oftest helt tavs og lytter til de andre, også smalltalk med andre og det med et ord når man møder nogen på gangen eller naboer eller andre, nej det er ikke lige mig.

 

Ja og fester uha uha jeg føler mig som hund i et spil kegler, jeg vrider og vender hjerne for at virke social. Nej der møder jeg virkelig mit Waterloo.

 

Som HSP'er kan man som andre være gift, i parforhold eller alene, men der er nogle forskelle.

 

HSP'er bliver måske gift tidligt i livet fordi man søger tryghed, udfyldelse af en tomhed eller fordi man så udfylder en rolle, man fornemmer er familiens forventninger. Den enlige er det fordi det er for overvældende med kærligheden, fordi det gør for ondt, er for svært og man har besluttet at lukke døren til den side af livet.

 

Hvis man som yngre især bliver forelsker er den stor uoverskuelig og fylder alt. Man er i fare for at leve et forhold hvor man bliver misbrugt fordi man har svært ved at vælge den gode partner. Når man så bryder ud af et forhold, vil man i højere grad føle lettelse, og sige aldrig mere (og det holder man, man lukker døren efter sig), og føler ikke den store sorg, det var nu for besværligt med det.

 

Mange igen især unge kan have mange løse uforpligtigende forhold, men man vil så opleve man ikke kan leve på den måde, kan ikke holde sig selv ud med det, men kan heller ikke finde ud af at få et nært forhold til en kæreste.

 

2 HSP'er kan få et godt venskab/kærlighedsforhold, da de ikke presser på, ikke går i vejen for hinanden, forventer/forlanger ikke mere end der kan klares. Romantikken er ofte ikke i sådan et forhold, man har generelt meget svært ved at blive forelsker, men er gode til at drømme om romantik. Nogle oplever selvfølgelig en forelskelse, men så bliver det for intenst, og en fiasko for begge to, fordi man forventer for meget urealistisk og idealiseret. Venskabet er alfa og omega også for ægteparret, og kan blive ødelagt af intensiteten og af at det ender med at den ene eller begge føler den anden ikke forstår een, kølner forholdet. En anden ting der kan ødelægge det hele, er hvis man har for stor en trang til at beskytte sig selv mod andre/den anden. Det er en skam for man afskærer nogle behov og spontanitet. Det bedste er at finde en balance.

 

En faldgruppe er hvis man projektere sine egen ånd ind i den anden (identificere sig med den anden/laver en spejling).

 

Vi har bare sådan et ønske, sådan et savn efter det perfekte liv, efter paradis, hvis vi kan være trygge, alt er godt og rigtigt og hvor vi kan være/leve/komme.

 

Hvad taler imod kærligheden, det går at vi ikke vil såres, aldrig mere, og det er at det rent faktisk føles som spild af tid.

 

Tryghed er vigtigt, men en faldgruppe er at den tryghed er et symbol fra vores barndom, måske en mand der ligner vores far. Så er det ikke den specifikke mand men en far skikkelse.

 

Man forelsker sig ofte i en person man kender godt i forvejen, og man har været ven med måske endda længe inden.

 

At tro på andre holder af een, kan være meget svær, for man tror jo ikke man er det værd, man har jo så mange besværligheder, sensiviteten er kun i vejen, og man er for sær.

 

Får man en god ven fordi man er bange for at være alene og bange for at gå alene igennem en svær tid, noget helt nyt i ens liv.

 

Det er meget enten eller, enten dybe venskaber/familie skaber eller slet ingen. Det kræver jo en del for andre, især for ikke HSP'er. Det første problem er at det kan være rigtig svært overhoved er at vise/fortælle dem at man gerne vil være venner med dem. En god indgangsvinkel er at man laver noget sammen (et projekt) for det gør man snakker meget lettere og føler man har noget sammen, føler sig som team.

 

Vi finder jo ikke let vores venner, de finder os. Det er tit ikke HSP'er som er søde og empatiske der finder os. De kan bibringe med nye indfaldsvinkler, perspektiver, muligheder. Det er spændende og udfordrende.

 

En HSP ven giver tryghed, man forstår hinanden intuitivt, man kan have dybe snakke, dele kulturelle kreative oplevelser.

 

Det kan være så forvirrende for ikke HSP'er at få os som venner, følgende kan ske:

 

Vi viser vi er ensomme - een vil lærer os bedre at kende - vi lukker af og viser vi ikke vil - de bliver lidt ved - vi bakker helt ud - de bliver lidt ved og så bakker de ud - så bliver vi ensomme og viser det og så give begge hold op. Kan du se det der on and off, det kan ingen holde til. Vi skal ikke søge yderlighederne: Tæthed/lukkethed, behage andre/os selv... Det duer ikke vi skal finde den gyldne middelvej.

 

2 HSP'er føler altså virkelig: forstår hinanden, meget går meget lettere, problemet er at man let kan påvirke hinanden (humør osv.), og det kan blive lidt for trygt og lidt for kedeligt.

 

En ikke HSP ven: Det kan udvikle og udfordre een, men det kræver en god kommunikation, for at man ikke misforstår hinanden. Ens følelse af at være anderledes, sær, hjælpeløs osv. kan forstærkes.

 

Husk forståelse og hensyn går begge veje.

 

Brug ikke sensitiviteten som en undskyldning, du kan godt i kortere tid klarer højt niveau af input især i trygge afslappende omgivelser (venner). Gør dig ikke mere svag og ulykkelig osv. Alt med værdighed.

 

Det er meget svært at snakke ærligt med andre og hører andres ærlige mening, det er for dramatisk/konfliktfyldt, men det er vigtigt at gøre det i et godt venskab. Forbered det der skal siges og forbered den anden på at du vil snakke om noget, fortæl det er svært at sige.

 

Lyt på en reflekterende måde, lyt til ordene, budskabet, hvad der ligger bag og personlige følelser.

 

På minus siden:

 

 

 

  • Spørgsmål

 

  • Råd

 

  • Afbrydelser

 

  • Distraktioner

 

  • Lad stilhed forblive stille

 

  • Forsvar ikke sige selv

 

  • Benægtelser

 

  • Du kan være og virke hård og ufølsom

 

Min genbo 5 år yngre, en lærer der var 30 år ældre, en nabo der var 62 år ældre var mine første venner.

 

De faldt ud og min lidt yngre bror blev min ven, og jeg så op til ham (han er meget socialt anlagt)

 

Så blev jeg veninde med en jævnaldrende penneveninde. Hun var langt mere usikker end jeg, og så blomstrede jeg ellers op. Det var trygt og godt, det jeg længtes efter hos andre, stabilitet, roligt gemyt og en man kunne stole på (endelig). Hende var jeg veninde med i 17 år hvor efter det lidt dramatisk sluttede fordi jeg blev for utryg ved hende (hun udviklede sig pludselig hurtigt).

 

Kolleger til mig begyndte på et tidspunkt at ville være venner med mig, og det gik sådan lidt op og ned må jeg indrømme. Kom nogen for tæt på så trak jeg mig. Ja så det holdt ikke.

 

Hvem ellers, jeg må sige at jeg ingen venner sådan fysisk set, ingen jeg besøger og som besøger mig. Jeg har et par utrolig gode mail venner, som jeg sætter stor pris på og det er jo virkelig perfekt at have venner på mail, så uproblematisk, og jeg har oplevet at jeg sagtens kan bruge min intuition over mail. Jeg kan let fornemme hvordan andre har det og ja alt det samme som at ses, måske bedre, fordi der ingen forstyrrende elementer er i det.

 

Jeg oplever den lykke at mine kolleger, børn og deres forældre er glade for at samarbejde med mig, og jeg oplever også nu at jeg har en afdelingsleder som vil mig det godt, og som ønsker at lytte til mig og tage små hensyn.

 

Som helt ung tog jeg da nogle små skæve skridt med mænd, men det var faktisk mest fordi jeg mente at andre forventede det.

 

Jeg føler mig faktisk aldrig ensom, for jeg har et meget rigt indre liv.

 

Jeg har nok i en periode haft et for tæt forhold til min mor især det er jo ikke godt når man selv bliver voksen at have et alt for tæt forhold, forstået på den måde at mors ord var lov, og det hun sagde og gjorde betød for meget for mig, og berørte mig for meget.