Egne erfaringer

Sensitiv.nu

Når du klikker på undermenuen kommer der en del emnetråde op, og under dem nye emnetråde. Jeg har forsøgt med en overskuelighed.

Hvad er så mine egne erfaringer arbejdsmæssigt. Jeg havde uendelig svært ved at vælge efter gymnasiet hvad jeg ville uddanne mig til. Jeg tænkte hvad mine forældre forventede, hvad jeg overhoved magtede, hvad jeg havde lyst til og hvad jeg var god til, men kunne ikke finde svar i det. Dengang troede jeg at jeg ikke var begavet overhoved, så jeg ville ikke tage en længerevarende uddannelse, og kunne slet ikke se mig sammen med alle de der kloge hoveder på universitetet. Jeg ville alt og intet, synes alt var spændende, men når jeg så stod for at skulle tænke mere realistisk og fremadrettet, så gik jeg nærmest i panik.

 

Endelig valgte jeg at uddanne mig til pædagog. Jeg anede intet om uddannelsen eller jobbet, men så på at det var en uddannelse der kun tog 3 år, og at man skulle i praktik. Jeg havde egentlig en rigtig god tid på seminariet, og det faktisk fordi at selvom jeg ikke engang havde passet børn som ung, så havde jeg let ved stoffet, og følte at mine medstuderende ikke var kvikkere end mig, så jeg følte jeg havde overskud i forhold til dem og uddannelsen på alle måder. Jeg havde det svært holdningsmæssigt fordi jeg uddannede mig i den mest revolutionære tid. Det var rød front, lilla ble og indoktrinering af børn.

 

Da jeg var nyuddannet pædagog søgte jeg arbejde. På grund af min ansøgning var jeg til samtale mange steder, alle jeg søgte faktisk, men fik ikke job. Jeg faldt nok helt udenfor kategori dengang. Til sidst fik jeg job i en meget traditionsbunden børnehave, og der fik jeg nogle gode år.

 

Jeg var visionær, jeg brændte for jobbet, jeg tog mange initiativer, men havde det privat skidt. Når jeg kom hjem var jeg drænet, træt, ked af det, og helt tom. Ferierne var et sand mareridt fordi jeg ikke kunne finde ud af at slappe af, og ofte fik jeg så en ægte depression og forskansede mig. Jeg knoklede meget på arbejdsmæssigt og dengang var jeg ung og havde (desværre) fysikken til det. Jeg tror nu lige så meget jeg flygtede fra mig selv ind i arbejdet.

 

Jeg fik nogle gevaldige dramatiske oplevelser med at være så initiativrig, energisk osv., og til sidst efter at have arbejdet indenfor børnehavemiljøet i 9 år, kunne jeg mærke jeg var ved at brænde ud. Jeg besluttede så at jeg ville lukke og låse de egenskaber inde, og så bare være en stille arbejdende pædagog. Jeg fik lidt mere overskud, men det gjorde mig bare meget urolig privat. Jeg kunne ikke finde ud af noget som helst, og blev så til gengæld meget firkantet med mig selv. Jeg blev bedre til at bruge min intuition i samarbejdet med kollega, forældre og børnegrupper og andre instanser. Når jeg fjernede mig fra mit klarsyn, fra mine visioner, så gik det bedre, men i starten var jeg rimelig ulykkelig over at skulle tilpasse mig så meget, og synes jeg betalte en høj pris. Jeg lærte mig en teknik så jeg kunne lukke mit følelsesliv helt af mens jeg var på arbejde og var kold, effektiv og alligevel den der sagde nogle sandheder. Det fik jeg også nogle drøje huk for, og i dag kan jeg godt se, jeg ikke var taktfuld nok og heller ikke var god nok til at stikke fingeren i jorden.

 

Efter et par lidt urolige arbejdsår, skiftede jeg til en anden institutionstype, og det var godt at skifte, for det tvang mig til at skulle ændre taktikker og se anderledes også på min egen arbejdsmæssige virke. Det bevirkede at jeg fik en masse angst, depression og på et tidspunkt også så meget stress at jeg må sige jeg arbejdsmæssigt var helt udbrændt. Det var et vendepunkt, efter det og efter at jeg fik sat ord på hvad jeg gik med (dengang angst, depression, stress og fobi, ja hele dynen og nærmest alle diagnoser), så kunne jeg for alvor bruge min evne til at tænke dybt.

 

Jeg kunne mærke det skete utrolig meget med mig arbejdsmæssigt, også efter jeg kom på medicin (NASsA præparat). Jeg slappede mere af, kunne lytte bedre, kunne virkelig for alvor forstå andres synsvinkel og hvor de var, jeg blevet meget bedre til at stikke en finger i jorden, og blev meget mere rund. Jeg fik en rimelig god kontakt og balance mellem mine følelser og tanker.

 

Jeg blev mere nærværende, og kunne finde nogle teknikker så jeg også fik slappet lidt af på arbejde mens jeg var der og ikke forvente at jeg gjorde alt perfekt. Jeg kunne pludselig bruge min intuition også meget mere bevidst end før, og på en god konstruktiv måde.

 

Jeg lærte at finde en balance imellem at være så tændt af mine intuitioner og mine alenlange foredrag og dette og hint, til at kunne fatte mig i korthed, men få et budskab frem, men jeg overvejer også meget om jeg skal sige noget og om det er prisen værd hvis jeg skal argumenter, og om jeg kan klarer modstand uden jeg bliver stresset og ked af det.

 

Min sandhed er kun min, og jeg kan ikke pådutte andre den.

 

Jeg har fundet ud af at jeg arbejder bedst når det er selvstændigt, og at jeg godt indimellem i det små kan være visionær, men det går bedst hvis jeg for eksempel kan få det gennemført igennem andre, andre som kan få æren af det og ikke mig, så går alt lettere. Det er helt ok, jeg føler jeg har en evne til at skifte rolle alt efter hvem jeg er sammen med og hvad jeg vil have ud af det, nogen vil kalde det at jeg er taktisk, men jeg fornemmer jo kraftigt hvordan jeg skal snakke til hvem og hvordan jeg skal blive hørt med mine ideer.

 

Jeg oplever den lykke at mine kolleger, børn og deres forældre er glade for at samarbejde med mig, og jeg oplever også nu at jeg har en afdelingsleder som vil mig det godt, og som ønsker at lytte til mig og tage små hensyn.

 

Jeg har fundet ud af at mine udfordringer og de ting jeg brænder for skal ske rent privat og ikke arbejdsmæssigt fordi der er mere ro om det hele der.