Mig

Sensitiv.nu

Når du klikker på undermenuen kommer der en del emnetråde op, og under dem nye emnetråde. Jeg har forsøgt med en overskuelighed.

Jeg kommer med lidt om mig her.

 

Jeg kan godt huske hvornår det gik op for mig at jeg var anderledes, det var da jeg lige var startet i skole.

 

Inden da tænkte jeg slet ikke over det. Jeg legede med mig selv, med mine brødre og lige dem i nærheden af mig.

 

Da jeg kom i skole opdagede jeg at jeg kunne se hvordan andre var. Se det vil sige jeg kunne gennemskue mine klassekammerater, selvom jeg i bund og grund ikke kendte dem. Jeg kunne med det samme se hvem jeg skulle gå udenom og hvem jeg kunne snakke med og lege med. Jeg vidste på forhånd hvis jeg blev inviteret hjem til een om der var en skjult dagsorden, og som regel fulgte jeg min intuition, men når jeg ikke gjorde, fik jeg alligevel ret. Jeg havde en veludviklet retfærdighedssans, og kikkede altid mere på personen som person end om de var dygtige højstatus eller ej.

 

Jeg blev allerede i 1. klasse drillet af de andre i klassen og børn fra andre klasser, men jeg følte jeg vidste at de gjorde det fordi det var noget med dem selv og ikke mig.

 

Jeg frygtede frikvarterer, gymnastik og andet mindre uformelt.

 

Jeg søgte trygheden ved mine forældre, meget ældre og noget yngre personer, aldrig jævnaldrende.

 

Jeg nød at være den der havde overskud og kunne hjælpe (sad altid hos den faglig svageste i klassen).

 

Jeg blev meget udfordret når vi skulle på udflugter, lejrskoler og da det begyndte at komme frem med gruppearbejde.

 

Jeg havde det egentlig ikke skidt i skolen. Var veltilpas, klarede mig ok, var meget tro mod mig selv og mine tanker og var faktisk meget åben overfor mine anderledes evner. Jeg var meget stærk person.

 

Da jeg kom i puberteten var det virkelig noget skidt. På samme måde som for alle, men ud over det så arbejdede jeg mig meget langt væk fra mit autentiske jeg. Jeg var hele tiden overvældet og havde svært ved at finde ro. Jeg kunne dog godt forstå jeg havde brug for at gå ind og lukke døren og bare ligge på min seng og hvile mig. Der blevet det virkelig forstørret og vist frem hvor anderledes jeg var, og det gik op for mig at noget var galt for første gang. Jeg følte at jeg måtte være psykisk syg ikke mindre.

 

Som ung voksen var jeg meget urolig og ville for alt i verden være normal, og pressede mig til alt for meget, ville hele tiden bevise jeg var normal. Det bevirkede jeg ind imellem virkelig fik det skidt med angst og ikke mindst depressioner.

 

Dengang vidste jeg ikke hvad det var det hele, for mit fokus var at blive normal.

 

Da jeg var midt i 30'erne for at springe i det, der gik det op for mig jeg led af depressioner og stress.

 

Der var alligevel nogle missing link i forhold til at det blot var angst og depression. Jeg har også ofte tænkt på at jeg jo har haft alle de gode ressourcer og klaret mig fint, så ja der var ting jeg ikke kunne dele med nogen andre med angst og depression.

 

Jeg kan virkelig mærke hvordan den ny viden, har givet mig min gamle råstyrke tilbage. Jeg er ikke mere så søgende og usikker. Jeg kan pludselig se mig selv i et mere mildt lys, og frem for alt har jeg sluttet fred med den jeg er. Da jeg fik diagnoserne, der arbejdede jeg jo på samme måde som da jeg var ung, med at helbrede mig selv så jeg kunne blive normal, og forstod ikke at jeg stødte på de samme barrierer som altid. Nu ved jeg hvorfor. Det er jo en del af at være HSP.

 

Er det så en undskyldning. Nej det må det aldrig være, aldrig i livet. Det man bruges som en forståelsesramme til at få sit liv på plads, til at få et endnu bedre liv på helt egne præmisser, ud fra egne ressourcer.

 

Jeg kan virkelig tage mange ting meget lettere, og bare sige til mig selv nåe ok nu er du bare lidt HSP, det er fint nok.

 

 

 

Familie: Jeg er vokset op i den bedste tryggeste familie. Min mor forstod sig på mig og mine besværligheder. Hun er vokset op med en meget kunstnerisk far (Det som nu bestemt er en HSP). Hun kunne give mig alt det jeg havde brug for af ro, tryghed, stabilitet, og hun var eminent til at opmuntre mig, gøre mig stærk og robust til livet. Min far var meget inspirerende med hans sjove indfald, hans energi, hans kreativitet og hans meget stabile humør.

 

Før skolebarn: Der følte jeg mig ikke specielt unormal, men oplevede og mange ting der stressede mig, gjorde mig bange. Jeg levede meget i familien og havde ikke kontakt med andre end mine forældre og søskende.

 

Mine første erindringer (og det er helt uden andre mennesker er). At jeg tyggede på en sivsko som smagte overraskende sødt, og havde en god konsistens. Jeg huskede at jeg som 2 årig kunne sætte mig med hovedet mod væggen, og at det var så dejligt og rart, og fredfyldt. Jeg husker at jeg var så bange når min far tog mig hurtigt op på armen og at han blev ved med at kilder mig selvom jeg var virkelig så bange. Jeg var bange en anden gang da jeg var 3 år, da jeg så en færge for første gang, og var bange for at skulle gå af den mørke stejle trappe ned til kahytten.

 

Som ganske spæd sov jeg rigtig meget, og kunne falde i søvn let. Mine forældre havde ikke helt let ved at fange min opmærksomhed og få respons fra mig som helt lille.

 

Omkring skolealderen startede det lidt med at jeg blev stresset når vi skulle nogle steder. Senere følte jeg at det hele stoppede (livet stoppede) med det vi skulle, jeg kunne ikke tænke på noget efter det vi skulle, der var intet.

 

Jeg var bange når jeg fornemmede noget var galt i familien, men blev tryg når jeg fik en forklaring.

 

Ja jeg var skrækslagen for utrolig mange ting. Tivoli forlystelser, køre i bus, være på lejrskole og ja selv dagsudflugter, når der kom gæster og vi selv skulle ud.

 

Jeg var absolut selvtilstrækkelig, kunne lege med mig selv længe. Som skolebarn gik det skidt rent socialt med min klassekammerater, de skuffede mig konstant. Det var en på vejen som var måske 5 år yngre og en ældre dame der var omkring de 70 år som jeg gik sammen med. Der var jeg tryg.

 

Det er meget opmuntrende at læse rådene til forældre, for sådan var mine dejlige forældre mod mig da jeg var barn.

 

Skolebarn: Der begyndte jeg at forstå hvor unormal jeg var. Da jeg startede i 1. klasse, der snakkede jeg mest med lærerne om alt og intet, og var sågar indimellem med i frikvartererne på lærerværelset. allerede tidligt i 1. klasse kunne jeg gennemskue grupperingerne, og sagde fra med det samme, jeg ville ikke være i en gruppe og mobbe andre og have en leder der bestemte så meget. Hurtigt faldt jeg sammen med de "svage" i klassen, dem der gik til speciel undervisning. De første par år havde jeg virkelig kæmpe hjælp af et par helt store piger (2. -3. real klasse). De beskyttede mig og jeg sad ofte på bænken i gården med dem og snakkede om alt og intet. Efter et par år fik jeg det så elendigt socialt, jeg blev mobbet meget. Ofte gemte jeg mig enten på toilettet eller på biblioteket. Jeg følte mig egentlig ikke ked af det på den måde, og havde faktisk ondt af dem der mobbede. Da min lillebror startede i skolen fik jeg lige en opblomstring, fordi jeg så kunne være storesøster for ham og hans klasse. Det holdt kun et års tid, og så var jeg igen den der gemte mig. Jeg ville ikke være med sammen med andre, jeg mente der skete alt for meget forkert i de grupper. Jeg savnede aldrig at kunne være sammen med nogle. Det var virkelig ikke mig med frikvartererne. Det var ustruktureret , larm, jeg gad ikke at lege i skolegården osv. Det var fint nok i timerne, og især da dansk blev til det fag hvor man skulle læse bøger, analysere dem, der var jeg rigtig med, ja og fag som historie og religion var også lige mig. Jeg var desværre ikke flittig hjemme, var slet ikke motiveret for at lave lektier, måske var det fordi jeg ikke havde lyst til at have noget med skolen at gøre når jeg var hjemme i trygge omgivelser. Jeg blev vel også mindet om alt det der ikke var så godt ved skolen når jeg skulle lave lektier.

 

Teenager: Der var jeg vel som andre, rebelsk, hormonerne rasede, og det gjorde temperamentet også. Jeg fandt dog lidt fred i min kristne tro, og kunne finde det perfekte i bibelen, det der kunne berolige mig.

 

Ung voksen: Det var min sværeste tid i mit liv. Jeg havde så mange idealbilleder, jeg havde så utrolig gode viljer, og hele tiden blev jeg bombet tilbage, hele tiden oplevede jeg at blive misforstået, eller at andre ikke gad hører på mig. Det var kaos, jeg var tom, bange, rodløs, jeg prøvede virkelig så mange ting efter aller bedste evne og motivationer, og det bedste hjerte, men nej. Det var ikke rart. at gå fra at være barn og have trygheden i det, til at skulle være voksen. Nej det ansvar der fulgte med nød jeg i fulde drag, friheden og at bo for mig selv, det nød jeg virkelig, jamen det var virkelig lykken at jeg ikke skulle indordne mig, ikke skulle forstyrres af andre, men alt det andre var for svært.

 

Jeg er i 50'erne og skolepædagog.