Svend Aage

Sensitiv.nu

Hvordan er det at leve sammen med en der har angst?

 

Jeg traf min kone ”EM” for 19 år siden, og da havde hun allerede angst. Hun lagde ikke skjul på det, det var endda den direkte årsag til at vi lærte hinanden at kende. Vi havde begge forliste ægteskaber bag os, og jeg havde desuden et dårligt kortvarigt ægteskab mere bag mig. Jeg følte mig meget sårbar på det tidspunkt, og vidste ikke rigtig, hvad vej jeg skulle gå i livet. Desuden havde jeg været uden arbejde i 2 år, hvilket kun gjorde sårbarheden endnu større. Da vi mødtes fortalte EM mig at hun havde det meget dårligt, især på grund af et uheldigt forhold, som hun ikke kunne finde ud af, om hun ønskede at komme ud af. Efter dette første møde, kom der mange andre møder, hvor EM talte om og fortalte om sit liv, hvordan angsten var dukket op, og hvordan hun prøvede at klare en nogenlunde normal hverdag for sig selv og sine børn. Jeg fattede ikke, hvad det var for en angst der fyldte hende, men jeg accepterede uden tøven at den angst styrede og begrænsede hende. Jeg kendte kun den frygt jeg selv havde for min egen fremtid.

 

Der gik ikke ret lang tid inden EM. besluttede at afslutte det forhold hun var i. Det udløste en uhyggelig periode med terror fra hendes forhenværende bekendte. Det styrkede det sammenhold, der var ved at opstå mellem os. Vi fik først terroren standset, da vi bad politiet hjælpe os, men da havde jeg lært en hel del mere om, hvad det vil sige at være angst, og vort sammenhold var blevet stærkt, og vores gensidige tillid var blevet endnu større og havde stået sin prøve. EM bad mig om at samle hende og hendes liv om og hjælpe hende med at komme på ret køl igen. I det næste årstid lavede jeg mange af EM’s daglige gøremål, så hun ikke behøvede at bruge så mange kræfter på daglige ting, og jeg hjalp hende med hendes rengøringsjob om aftenen, hvor hun ellers ville have været alene og meget utryg. I det samme år gav det mig flere kræfter og mere mod til at søge arbejde, ikke for et komme væk fra EM, men for at blive i stand til at vi i fællesskab kunne skabe nogle bedre rammer om vores fælles liv, så EM kunne få det bedre.

 

Et år senere fik jeg et arbejde, hvor jeg havde bopælspligt. Jeg var glad, men EM var betænkelig. Skulle hun bryde op og starte på en ny tilværelse? Skulle hun opgive den sikkerhed hun selv havde skabt, og dele sit liv med en anden? Turde hun have så megen tillid til en anden, at hun turde dele sit liv med ham? Det var en svær tid, havde vi vundet eller tabt? Jeg vidste det ikke. Efter 3½ års arbejdsløshed havde jeg fået et arbejde. Skulle jeg opgive det, for at EM ikke skulle flytte, og dermed sikkert igen ende i en uendelig arbejdsløshedskø, eller skulle jeg holde fast i arbejdet, og risikere at EM ikke ville komme? Det var en grim tid, ligegyldigt hvad jeg valgte, var det noget møg. Heldigvis blev det ikke nødvendigt at vælge, EM valgte at flytte i vores kommende fælles tilværelse. I ventetiden ville EM gerne have et gammelt ønske opfyldt om at få en lille hund. Vi fandt en lille Yorkshire Terrier ved Kongensbro, og da den skulle hentes, vandt EM sin første lille sejr over angsten. Jeg lejede en bil, og EM vovede at tage med og hente sin lille kæledække ”Tot”. Hun havde vovet at køre bil og det sammen med en hun aldrig havde kørt med før. Den lille sejr skulle senere vise sig meget betydningsfuld.

 

EM flyttede ind og fortsatte med sit arbejde på den anden side af byen. Det gik godt i sommerperioden, hvor hun kunne bruge sin knallert frem og tilbage, men da det blev vinter, og hun skulle bruge bus blev det meget slemt. Angsten var ved at slide hende i stykker, og det var meget uhyggeligt at være tilskuer til. Den magtesløshed jeg oplevede ved at se, at hun hurtigt var ved at bryde sammen, begyndte at udvikle sig til en angst hos mig. Jeg svigtede. Jeg slog ikke til, når jeg ikke kunne beskytte hende. Jeg turde ikke fortælle hende, hvordan jeg havde det, af frygt for at hun skulle få det værre. Jeg var sikker på, at hun ville føle skyld for at jeg var blevet bange. Jeg var selv ved at starte en angstcirkel mellem os, men jeg vidste det ikke på det tidspunkt.

 

 

Heldigvis kom løsningen. EM fik arbejde her hvor vi bor, så blev hun fri for transporten. Umiddelbart var det en sejr for os begge, og jeg nød at se at EM tilsyneladende fik det bedre. Men hun befandt sig ikke godt i det nye job, og jeg havde det heller ikke godt med mit arbejde og mig selv. Jeg syntes det var ved at udvikle sig til noget af en krise. Jeg følte ikke der var plads til mig, til at jeg kunne få luft for mine tanker. Jeg blev bange for at lufte mine følelser og tanker, de kunne jo opfattes som en kritik. Alle tanker blev vendt for at være sikker på at de ikke kunne misforstås. Det var hårdt og uholdbart, tanken om skilsmisse begyndte at dukke op, jeg slog jo ikke til, var ikke god nok, kunne ikke hjælpe hende og beskytte hende mod angsten. Hun var bedre tjent uden mig, så hun forhåbentlig kunne finde en der var bedre end mig. Jeg frygtede for en ny skilsmisse. Jeg kunne ikke overskue endnu engang at skulle miste alt hvad jeg holdt af.

 

EM fik nyt arbejde, og jeg troede at nu gik det godt, men det holdt ikke. Selv om jeg prøvede at hjælpe på forskellig måde, var vi nødt til at indse, at det gik ikke. EM stoppede med arbejdet og søgte førtidspension. Det blev en lang og meget opslidende kamp at få den igennem, hvor jeg flere gange var bange for at bryde sammen. Til tider syntes jeg kun jeg hang fast i det yderste af neglene, men jeg ville ikke give op, ikke svigte, og det lykkedes at komme igennem til pensionen. Lettelsen var enorm den dag EM ringede og fortalte om brevet med pensionsbevillingen.

 

Nu skulle det blive bedre, troede jeg. Det gjorde det også i en periode, men så begyndte angsten igen at tage til hos EM. Hun kunne ikke vel færdes på egen hånd, helst kun når vi var sammen. Det gjorde ikke så meget, men EM blev mere og mere utilfreds med sig selv og sine omgivelser. Det begyndte et ligne at jeg ikke kunne gøre noget godt nok, at jeg var utilstrækkelig. Heldigvis dukkede ”Fobi Skolen” op, og EM kom i kontakt med dem, og fik et tilbud om at hun kunne starte der om ½ år. Det blev et langt ½år, EM blev mere og mere bange for at skulle derind. Hun troede ikke hun kunne klare det alene, og jeg kunne ikke følge hende på grund af mit arbejde. Det var slemt, hvad skulle jeg gøre, jeg kunne ikke hjælpe hende, jeg fejlede igen, det var sikkert bedst at forsvinde ud af hendes liv. hun ville med garanti få det meget bedre uden mig på slæb. Heldigvis kom hendes svigerdatter til hjælp, og tilbød at bringe og hente til og fra skolen. Skolen blev en succes og hun fik det meget bedre og kan bedre håndtere sin angst og kontrollere den.

 

I samme periode røg jeg selv ind i en depression, som jeg måtte arbejde mig ud af. Den hjalp mig til at indse nogle ting. Man skal tage vare på sig selv, og være opmærksom på sine egne følelser. Hvis man føler det er ved at gå nedad, skal man give sig selv plads og tage sig af sig selv, og trække sig selv op igen, der er et menneske der har brug for en. Et menneske der er ramt af angst har ofte ikke resurser til at vise ret megen omsorg for andre. Det er ikke mangel på følelser, men mangel på evne til at udtrykke dem. Nå et menneske tæt på en får angst, får man brug for at vise omsorg og støtte til 2 personer, den angste og sig selv. Det er vigtigt at huske sig selv, den angste kan ikke undvære dig.

 

Man skal holde sig for øje, at det er noget af en balancegang at hjælpe den angste. Det er vigtigt at vise og give omsorg, men ikke så meget, at den angste bliver fastholdt i angsten, så den angste opgiver at kunne noget selv. Man må ikke tage over.

 

Svend-Aage