Sanne

Sensitiv.nu

 

 

Sannes historie

 

Ved jo godt de findes, de synes bare ikke at være i nærheden af mig. Jo har en veninde der tidligere har været plaget af angst, men ikke i samme grad som jeg. Men det hjælper dog at der er en der kender lidt til de lidelser, vi socialfobikere dagligt gennemgår. For jeg syntes, at de ting der er dagligdags ting for andre, virkelig kan være lidelser for mig. At handle ind... åh skræk!! er der andre der som jeg kender byens supermarkeder ud og ind, for at man ved hvor der er færrest mennesker på hvilke tidspunkter? Selv sætter jeg uret om morgenen til at ringe, så jeg kan være den første til at træde ind i butikken, og være den første ude igen. Netto og Føtex er værst- altid propfyldt. Biografture, restaurationsbesøg, koncerter, teater, shoppe(har ikke fået nyt tøj i hundrede år, og går jeg endelig i en forretning, prøver jeg ikke tøjet, men køber det bare med hjem og må så ned med det en dag hvor der er overskud til det.) , toget, bussen, familiebesøg osv er altsammen lukket land for mig lige nu. Selv juleaften har jeg lyst til at holde med mig selv. For hvordan klarer man en hel aften, hvor det hele handler om at hygge, smile og have det godt? Nej lad mig enten være for mig selv, hos min mor eller sammen med de to veninder der nu er tilbage. For som jeg kan se, er jeg ikke den eneste der har haft svært ved at bevare kontakten til andre mennesker- i sin helhed det, det hele handler om. Problemet ved at være sammen med de andre. Læste et indlæg her som DB havde skrevet; hvordan han havde trådt ind i et lokale til julehygge og havde vendt om og var gået igen, for der var så mange mennesker og alle sad og hyggede, talte sammen osv. Uha hvor kender jeg den godt- den følelse kommer især når jeg er ude og handle. Det er ikke sjældent at jeg vender om, inden jeg overhovedet er nået ind i forretningen.

Skal endelig til møde med en sagsbehandler nu, og vil prøve at se om jeg ikke kan være så heldig at komme på fobiskole-ser det som min eneste redning. Har gået til psyk, men da vi var nået så langt at vi skulle igang med den egentlige terapi døde hun desværre, og jeg har hverken haft mod eller råd til at begynde hos en ny. Går sygemeldt nu, klarede mig gennem sidste år på min uddannelse ved kun at møde op fem gange på fem måneder og så til eksamen. Var så stolt da jeg fik eksamensbeviset med posten- var ikke med til dimission- for mange mennesker. Men er desværre ikke i stand til at bruge den til noget lige nu. Puh sikke alt det man kan få skrevet når man først går igang, hvor er det dog godt at få det hele ud. Det er vist lidt noget rod det jeg har skrevet, men håber der en nogen derude der kan finde hoved og hale i det. Tusind tak for denne mulighed til at ytre mig uden dømmende og uforstående blikke og folk der tænker; Tag dig dog sammen, hvor svært kan det være?

Håber der er håb forude for os alle.

Sanne