Peter

Sensitiv.nu

 

 

Peters historie

 

Jeg er en 20 årig fyr som har haft angst i halvandet år, eller, det var der den begyndte at træde kraftigst frem i hvert fald. Jeg vil betegne den som socialfobi da jeg ikke kunne klare at være i rum med mange mennesker på en gang og hadede at møde nye mennesker. Jeg har altid været meget genert, men pludselig blev det værre og værre. Jeg begyndte at svede voldsomt under armene og fra panden i pressede situationer og da det var sket én gang, var tankerne om at det kunne ske igen, nok til at starte lavinen. Min tøjstil blev ændret til hvide og sorte t-shirts, mørke trøjer og generelt kedeligt tøj, fordi jeg frygtede at andre kunne se hvis jeg svedte og de ikke selv gjorde. Jeg sagde alt for tit nej til fester og sammenkomster selvom jeg havde lyst – jeg kunne ikke klare helvedet hvor jeg skulle svede og møde en masse nye mennesker på én gang. Samtidig skulle alle kunne lide mig, det var alfa og omega for mig at være så alle syntes om mig og min person. En umulig opgave har jeg fundet ud af, den dag i dag.

 

 

Jeg vil fortælle om den første episode hvorefter det begyndte at gå stærkt med min angst:

 

På andet år på Handelsskolen havde to kammerater og jeg løbet lidt rundt i lokalet og jeg var blevet forpustet og havde svedt lidt så der kunne ses en mindre plet under armene på min t-shirt som sad lidt tæt. Min kammerat opdagede det og råbte det lettere højlydt ud over klassen, uden egentlig at ville nedgøre mig, selvom det var resultatet - følte jeg i hvert fald selv. Nå, sket er sket - jeg lod t-shirten ligge og tog den ikke på siden. Kort efter havde jeg en køretime med min kørelærer, vi havde været på motorvej og det var gået perfekt indtil vi kom ind at køre i byen - så gik det helt galt. Jeg klokkede i kørslen og min kørelærer kritiserede det. Da vi holdt på skolen igen, fik jeg et svedeanfald (angstanfald) da han skulle til at kommentere dagens kørsel. Sveden drev af mig, og jeg blev så sindssygt flov. Siden har min socialfobi taget over, og jeg har tænkt på den hver eneste dag.

 

 

Jeg fik en kæreste i september 2003 som er rigtig dejlig. Jeg fortalt hende i lang tid ikke om problemet, så til familiefester i hendes familie, har jeg haft hedeture og måttet gå uden for, for at trække frisk luft. Alle de nye mennesker som bedømmer én og kigger på en - det blev simpelthen for meget. I starten da vi begyndte at ligge tæt og bare nusse, kunne jeg nogle gange få hedeture og hjertebanken hvis hun spurgte til noget jeg var usikker på. Det kunne for eksempel være karakterer i skolen, hvad jeg havde af interesser (tænk hvis hun ikke syntes om dem) og hvis hendes hoved lå på min brystkasse sagde hun tit: "Åh, du har det varmt, skat.. er der noget galt?". Hvilket der selvfølgelig var, men som ikke lige kunne fortælles uden videre. Det var værst når vi sad og spiste aftensmad hos hende sammen med forældrene. Jeg bildte mig selv ind, at det var varmt derinde og at de kiggede på mig mens jeg spiste. Sveden piblede frem og jeg kunne ikke klare, at min kæreste rørte ved mig på det tidspunkt fordi hun så ville opdage jeg svedte og måske ville kommentere det. Skulle det helt på spidsen, blev det helt skidt hvis jeg var en af de sidste der havde mad på min tallerken og stadig spiste. Jeg kunne slet ikke tage det...

 

Min far døde i november 2003 af kræft i lunger og hjerne efter en meget kort sygdomsperiode. Det var i den anledning, at jeg fik stillet psykologtimer til rådighed til en brøkdel af normalprisen. Det var en åbenbaring og samtidig en kæmpe udfordring at fortælle psykologen, at man var kommet for at snakke om noget helt andet end min fars død. I dag skriver vi juli 2004 og jeg har haft mange samtaler med min psykolog og fået lært en masse om mig selv.

 

 

Kort sagt er det blevet bedre og bedre. Jeg er stoppet helt hos psykologen og har været meget på egen hånd hvilket tydeliggør effekten af mine psykologbesøg. Min angst er nedtonet i væsentlig grad og jeg har det næsten godt med at skulle til arrangementer for at møde nye mennesker nu. Jeg har fundet ud af, at angsten i mit tilfælde skulle kureres med positive tanker. Det er så evindeligt svært, at få vendt sine tanker om og det er en problemstilling jeg virkelig har arbejdet meget med og stadigvæk gør det. Min selvtillid er vokset og det er kun på baggrund af det, at jeg har haft mulighed for at kæmpe mod min angst. Jeg var meget fikseret på at behage andre og deres tanker omkring mig og min opførsel blandt dem, og jeg er selvfølgelig ikke frelst fra disse tanker ethundrede procent endnu. Men hvordan er min selvtillid så vokset, vil mange nok tænke. Det er svært at svare på. Hvis jeg havde et facit ville jeg med glæde skrive det her så alle de tusinde angst-lidende kunne få et bedre liv. Men som man nogle gange kan blive nødt til, også i matematikkens verden, vil jeg komme med en tilnærmelsesvis løsning til min kamp mod angsten. Først og fremmest troede jeg i begyndelsen, at jeg selv kunne overkomme min angst og at det var en fase som "blot" tog sin tid. Det er det ikke. Det er altafgørende at få hjælp af f. eks. en psykolog eller psykiater. Det er ikke gratis med en psykolog, jeg ved det - men kan man ikke få en aftale med en psykiater (som vist er gratis i nogle tilfælde?) er pengene godt givet ud i sidste ende. Dernæst - snak med nogen om det. Hvadenten det er én person, familien eller flere. Få det sagt fordi det letter. Det virker så akavet og underligt, at fortælle nogen man er tæt på, at man faktisk har det dårligt i deres nærvær. Ikke pga. dem, men pga. angsten. Ja, det kan sagtens være de bliver forskrækkede, men det er naturligt. De bliver samtidig glade for at få det at vide og allerede der, har man åbnet meget op for sit indre som kan føles næsten forpestet.

 

 

For mit vedkommende har jeg fået en del ud af, at sige tingene som de er. Min angst går mest ud på, at jeg er bange for at svede fordi andre kan se det (sved fra min pande, svedpletter under armene osv) og de måske tænker det er underligt jeg kan svede selvom et lokale eksempelvis er normalt tempereret. Men jeg opdagede, at jeg ved at sige til mig selv: "Nu begynder jeg sørme at svede og det er faktisk okay. Jeg kan ikke gøre noget ved det, og hvis andre spørger til det, kan jeg sige det som det er: jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg sveder sådan - men det gør jeg altså bare nogle gange." Man slipper for at lyve som jeg gjorde meget over for mig selv i hvert fald. De meget få gange jeg blev kommenteret for det, fik jeg sagt ovenstående og folk har enten reageret ved at åbne vinduer og døre for at få lidt kold luft ind eller ved at sige "nå okay, det må da være irriterende" hvortil jeg oprigtigt kan svare "ja, det har du helt ret i". Når jeg skriver at man skal sige det til sig selv, mener jeg det i bogstaveligste forstand. Sig det højt alene eller blandt andre. Det behøver ikke være ret højt, men få det sagt så man selv kan høre hvordan det lyder og derfra kan man så forholde sig til det.

 

Et stopskilt er også en god idé nogle gange. Man benytter sig af det når man kan fornemme, at tankerne løber løbsk og man ikke kan kontrollere dem. Tænk på et kæmpestort rødt stopskilt som blokerer dine nedbrydende tanker og tænk straks på en god oplevelse eller noget vigtigt i dit liv. Hav den gode oplevelse forberedt hjemmefra så du er klar til at tænke på den med det samme. Jeg tænker på en cykelferie som jeg havde med en kammerat for nogle år siden - der følte jeg mig nemlig tryg. Alternativt, når tankerne kører deres eget løb, kan man sige til sig selv "Pyha, nu kommer de tanker igen, men jeg lader dem lige køre igennem mit hoved fordi det kræver sgu for meget af mig, at prøve at stoppe dem." Efter nogle psykologbesøg fik jeg lidt bugt med min angst, men kunne stadig ikke stå op blandt andre og slappe af. Det viste sig mest i køer i butikker og lignende. Jeg skulle sidde ned før jeg kunne overbevise mig selv om, at det hele var okay. Nu kan jeg stå op og gå rundt blandt andre og samtidig være forholdsvist afslappet. Det kommer af, at de små succes oplevelser i processen mod angsten medvirker til at gøre det hele lidt lettere, men det tager bare ufattelig lang tid. Man skal ikke fokusere på hvert eneste lille aspekt af angsten - for mig var det problemet med at stå i kø - når man begynder at opbygge en selvtillid og komme mere igennem angsten bliver det automatisk nemmere med mange ting på én gang. Ja, det er små petitesser og latterlige gøremål der måske bliver bedre at have med at gøre, men for en selv er det stort. Tænk på egne tanker og vær indrestyret i stedet for at lade verden omkring en påvirke mere end højst nødvendigt. Det vigtigste er ikke at give op nogensinde. Om man så har haft angst i et ½ år, 5, 10, 20 eller 30 år er lige meget. Hold fast selvom det er forfærdeligt hårdt, tidskrævende, mentalt udmattende og endda lejlighedsvist stupidt. Der kommer mange flere små succes oplevelser som gør ens dag bare lidt bedre. Tro på det - hver dag.

 

 

Det lyder sært, men jeg synes angst er lidt som med lus. I min folkeskole var der nemlig et citat på sådan en luse-bekæmpnings brochure: "Lus er ikke flovt at have/få, men det er flovt ikke at gøre noget ved det." Erstat ordet "lus" med "angst" og jeg synes citatet stadig rummer en del oprigtighed.

Til sidst vil jeg fastslå, at min angst ikke er kureret endnu - og jeg ved ikke hvornår den bliver det eller om den overhovedet forsvinder. Jeg ved bare, at den er blevet nedkæmpet og at jeg selv har evnen til at overkomme den. Den skal ikke have lov til at styre mit liv og min væremåde mere end højst nødvendigt. Som psykologen sagde til mig, så siger min krop i første omgang fra ved at svede, ryste eller hvad den nu kan finde på og derefter kommer tankerne som kører i selvsving. Et stort tak skal gå til Anne som har siden her og Bente som har givet mig megen respons på mine indlæg. Jeg ved godt I begge er meget beskedne og ikke synes folk skal takke for jeres tid, men det betyder virkelig meget for mange herinde - det er jeg sikker på.

 

Peter