Pernille

Sensitiv.nu

 

 

Min Historie.

 

Jeg hedder ”Pernille”, jeg er 44 år. Jeg er gift og har 3 børn på 14, 11 og 10 år.

 

Jeg har for nylig fået diagnosen Generaliseret angst samt depression. Da jeg fik diagnosen følte jeg en form for lettelse, så handlede det ikke om at jeg ”bare” skulle tage mig sammen, men at jeg er syg. Men samtidig så svinder alt håb om at være ”som alle andre”.

 

Desværre har jeg været alt for længe om at acceptere at jeg havde det dårligt, så nu er jeg nærmest invalideret. Der er vist ikke de store chancer for at komme tilbage til arbejdsmarkedet!!

 

Min barndom og ungdom var en trist affære. Jeg kan stort set kun huske at jeg følte mig udenfor og ikke anede hvordan man kom ind i fællesskabet. Og så en overvældende følelse af at være til besvær, især i min familie. Jeg kan stadig blive helt svedt ved tanken om det jeg tolkede som irritation overfor mig.

 

Da jeg var 16 – 17 år fandt jeg ud af at jeg faktisk havde ”et godt hoved”, at mine intellektuelle færdigheder var store. Jeg gik ud af gymnasiet med meget høje karakterer.

 

Jeg flyttede hurtigt hjemmefra, men var ikke god til at skabe mig et godt liv. Jeg var ofte ked af det, men vidste ikke rigtigt hvorfor. Jeg isolerede mig, jeg havde svært ved at magte social omgang med andre. Jeg opfattede mig selv som meget umoden i forhold til min alder.

 

Jeg startede på den ene uddannelse efter den anden, men holdt op igen.

 

Da jeg var 24 år startede jeg hos en psykolog. Jeg havde angstanfald og var ret dårlig. Jeg gik der i 4 år både med individuelle samtaler og i gruppeterapi. Der lærte jeg at kunne identificere mine egne følelser. At kunne mærke forskel på vrede og tristhed, at være lidt mere bevist om mig selv.

 

Det gav mig skubbet til at starte på endnu en uddannelse, som jeg så gennemførte. (Jeg er Ernærings- og husholdningsøkonom)

 

Under min uddannelse fik jeg mit første barn, som jeg så var alene med. Jeg fik revalideringsydelse til at færdiggøre min uddannelse. Der kunne jeg virkeligt imponere mine omgivelser, for jeg var en rigtig god mor og mit gennemsnit på seminariet var skyhøjt. Bare se hvad jeg kunne!!! Alle tilløb til ”sommerfugle” i maven blev ignoreret, jeg slappede aldrig rigtigt af, men hvad gjorde det, jeg kunne det samme som alle andre!!!!!

 

Så mødte jeg min mand, og fik et barn til lige efter min afsluttende eksamen og endnu et året efter. Jeg gik hjemme og passede dem, og det var gode men også meget hårde år. Jeg kontaktede dog igen en psykolog, mest fordi jeg blev så kaotisk i mit hoved, og ofte havde en fornemmelse af utilstrækkelighed. Det var ikke særligt succesfyldt, jeg tror, jeg fokuserede på at kunne yde mere.

 

Efterhånden som min ældste blev ældre, begyndte mine store bekymringer med ham. Han var ikke som andre børn, alt for vild, meget krævende, kunne ikke lege med andre børn uden at skade dem fysisk.

 

Jeg kontaktede skolepsykologer, læger og pædagoger, men vandt ikke rigtigt gehør for min bekymring!! Jeg fik en fornemmelse af at de alle syntes, det var fordi vi ikke var gode forældre!! Det sled meget på mig, og efterhånden som årene gik blev problemerne større og større.

 

Jeg tror ikke jeg er i stand til at beskrive hvordan det var for mig. Jeg gik til psykolog en gang om ugen, jeg fik Cipramil i flere omgange, jeg begyndte at fysiske symptomer med for højt blodtryk, svedeture, hjertebanken og konstante ”sommerfugle” i maven. Mit forhold til min mand blev dårligt, og jeg trak mig mere og mere fra al social kontakt. Samtidig syntes jeg, at jeg svigtede mine andre børn meget.

 

For 3 år siden fik min søn så diagnosen ”Aspergers syndrom” og for 2 år siden kom han på et behandlingshjem.

 

Så skulle man jo tro at jeg ville få det bedre!! Men – nej – jeg har faktisk fået det værre og værre.

 

Jeg fik et lederjob, men kunne slet ikke klare det. Efter en måned sad jeg og græd om aftenen, så fik jeg et nyt job, som jeg var meget glad for. Men jeg knoklede helt manisk derudaf, kunne slet ikke slappe af. Led meget af utilstrækkelighed og følte at jeg burde kunne yde meget mere end jeg gjorde!! For et år siden gik det så helt galt med mig. Mit blodtryk var alt for højt, jeg følte mig truet og bange. Mine tanker var et kaos, jeg glemte hele tiden aftaler. Især om aftenen var den helt gal, jeg orkede bare ikke mere!!

 

Jeg gik 10 timer ned i arbejdstid, men det hjalp ikke. Jeg kunne bare ikke mere!!

 

I marts kontaktede jeg socialforvaltningen og søgte om at blive vurderet til et flexjob. Til min store overraskelse blev jeg mødt med stor forståelse og omsorg.

 

Jeg var til en arbejdspsykologisk test, og er nu i arbejdsprøvning. Det er mig selv som VILLE i arbejdsprøvning, jeg kan ikke rigtigt holde ud at tænke på pension allerede. Det går ikke særligt godt, jeg bliver så utroligt træt, selvom jeg kun er der 3 x ugentligt og kun 2 timer af gangen!!!

 

Jeg har mange problemer med at kunne prioritere min energi.

 

Det var først i sommers, da jeg havde været til den arbejdspsykologiske test, at jeg blev opmærksom på at det var angst jeg lider af. Jeg havde selv den opfattelse, at jeg led af stress og udbrændthed og nok også depression. I oktober måned blev jeg akut indlagt på neuromedicinsk afdeling fordi min læge var bange for at jeg havde en hjerneblødning. Jeg havde et enormt højt blodtryk og afsindige smerter i hovedet samt føleforstyrelser. Det var heldigvis ikke en hjerneblødning, men så voldsom stress kan man altså få af ubehandlet angst!!

 

Jeg blev henvist til en psykiater, og var der for første gang i november. Jeg blev med det samme sat i behandling med Alopam. De gav mig, for første gang i umindelige tider, noget ro. Jeg var/er meget skeptisk og uvidende om diverse pskykofarmaka, så jeg er først for 14 dage siden begyndt behandling med Efexor.

 

Jeg ved godt at Alopam er afhængighedsskabende og at jeg skal fra dem igen, men lige nu har min krop brug for at kunne slappe af.

 

Hvordan behandlingen med Efexor er, er al for tidligt at sige noget om, men jeg synes nok at jeg i den sidste uges tid har følt en anelse mere overskud. Jeg har ikke haft de aftener hvor jeg bare sidder og kryber sammen og tænker at nu kan jeg ikke mere!!

 

I mit liv nu, har jeg meget begrænset kontakt med andre mennesker. Jeg skriver en del på mailen med familie og venner, men jeg snakker ikke i telefon, jeg går ikke på indkøb og har svært ved at klare kontakt til pigernes skole.

 

Min største støtte i mit liv er min mand, han har valgt selv at gå til psykolog for at kunne finde ud at være sammen med mig og kunne støtte mig! Vi er igen kommet hinanden meget nær, og det er en gave i mit liv.

 

Mine yngste børn fungerer utroligt godt, klarer sig på alle måder rigtigt godt.

 

Mit håb for fremtiden er at kunne klare et flexjob og så kunne være mor og kone på tilfredsstillende vis.