Pelle

Sensitiv.nu

 

 

De sidste 4 1/2 aar har jeg haft et meget stressende job, hvor jeg var hjemmefra i op til 7 dage af gangen. Mit privatliv blev indskrænket til at pakke en ny kuffert, når jeg kom hjem.Jeg havde havde ikke tid til mine venner, så næsten ikke min familie og snerrede af min dejlige kæreste, i stedet for at nyde de dage, vi havde sammen.

Langsomt blev jeg mere og mere træt, kunne pludselig ikke overskue min hverdag. Der var dage, hvor jeg helst ville blive under min trygge dyne og nusse med mine katte, dage, hvor jeg slukkede telefonen eller stillede dem på lydløs, så min arbejdsgiver ikke kunne ringe til mig. For det gjorde de tit ! I ferier, på fridage, på hoteller på alle tider

af døgnet, så jeg aldrig følte mig "sikker".

Når vi havde vagt var det 11 timer om dagen op til en måned af gangen, så jeg vidste aldrig, hvornår jeg var hjemme eller skulle af sted.

En dag sidste efterår vågnede jeg og græde. Jeg skulle ikke holde op igen. Det fortsatte med angstanfald - hver gang telefonen ringede var jeg overbevist om, det var fra mit arbejde.

Pludselig kunne jeg ikke klare at give kattene mad, at tale med nogen, åbne min post, og mit humør forsvandt og blev udskiftet med en håbløshed. Mine tanker kredsede meget om selvmord og jeg gav alt for hurtigt op og brød grægende sammen uden grund.Jeg sygemeldte mig selv og opsøgte en læge, der sygemeldte mig yderligere i 3 uger. Han gav mig diagnosen "stress/udbrændthed". Jeg tog orlov fra mit arbejde og vendte tilbage efter 3 mdr., men vidste allerede der, at det var den største fejl. Efter et par uger var jeg tilbage på afgrunden igen og kunne ikke kravle op af brønden. I min ferie sagde jeg op, kontaktede atter en læge, der blot gav mig en lægeerklæring og bad mig kontakte ham igen efter 4 uger.

Imellemtiden havde min mor fået konstateret cancer, og jeg vidste, at jeg ikke kunne vende tilbage til det liv, jeg havde ført. Det måtte stoppe, hvis jeg skulle blive lykkelig.

"Heldigvis" blev min aftale ændret, så jeg kom ind til en 3. læge, der stillede mig "de rigtige" spørgsmål som, er du tit ked af det, hvar du for mange uordnede tanker, sover du om natten....han stillede diagnosen "depression"

og tilbød mig Cipralex.

Nu sover jeg om natten. Jeg har overskud til at se min familie, at nyde min kæreste, går lange ture i skoven og føler for første gang glæde, når jeg vågner om morgenen. Min livsglæde er kommet tilbage. Farverne er dukket op på ny og de forskellige grå nuancer man får, når man har set sort/hvidt som jeg i alt for lang tid, er erstattet med solens farver.

Min familie har bakket mig op 2000%, det samme har min dejlige kæreste og mine venner. Jeg har brugt Annes hjemmeside flittigt, har læst andres historier og har lånt bøger på biblioteket. Det har hjulpet mig meget, at jeg nu ved, at jeg ikke står alene, men blot er en blandt mange.

Om 14 dage skal jeg begynde på et helt alm. arbejde, hvor jeg har fri, når jeg går hjem, har fri i weekenderne og på helligdage. Nu kan jeg pludselig få et liv, gå til noget om aftenen og vigtigst af alt, gøre det, JEG vil.

Det er slut med at tage for meget ansvar, ikke at kunne sige fra i tide. Det sidste år har lært mig utrolig meget, og hvis jeg pludselig ikke kan overskue aftalen med min veninde, har hun forståelse for, at jeg siger fra. Nu ved hun, hvorfor jeg gør det.

Jeg håber, du fik svar på dine spm.

Mvh. Pelle