Nanna

Sensitiv.nu

jeg vil gerne bidrage med min historie - da jeg i dag helt sikker ved at - mit liv har formet sig som det har - fordi jeg er - født hsp.

Der har været - virkelig mange seje træk - men jeg ville alligevel ikke være foruden at være hsp. Havde man vidst det , den gang i 1960. da jeg blev født, kunne det sikkert have hjulpet mig meget. Så kunne jeg måske - have truffet andre valg. Jeg havde evnerne til det - jeg så, og hørte livet, tilværelsen og verden på en hel anden måde end andre.

Jeg havde en meget logisk og praktisk tankegang. Det har jeg stadig - og tænker tit - hvorfor gør folk det så besværligt for sig selv - det er da let at se hvordan det også kunne gøres. - men jeg ved nu at, folk ikke tænker som jeg, og det er da endelig en stor hjælp for mig. Som barn intresserede jeg mig meget for bolig indretning, farver - dekration - jeg var meget god til at tegne og male. Ville gerne have været arkitekt, indendørsarkitekt hed det også den gang, det hedder det ikke mere. Jeg var ikke gammel - en lille pige, kunne jeg automatisk trinnene til at danse, jeg elsker at danse- jeg ved jeg hø

rer musik på en hel anden måde end andre - det kunne andre slet ikke holde ud, så tror jeg sku de blev noget skøre. smiler - jeg har nogle vandvittige stærke sanser- jeg ved hvem der færdes i et rum - jeg skal jo selvfølgelig kende dem - uden at vende mig om - jeg kan høre det på deres gang, hvem det er, eller hvis der starter en bil - kan jeg høre på motorlyden , hvad det er for en bil. Sådan har jeg det med så mange ting - Så jeg er slet ikke i tvivl- jeg er hsp. I testen - svarede jeg ja til alle 23 spørgsmål. Men nå - det vidste man ikke dengang 1960 da jeg blev født. bedre sent , end aldrig. Men i dag, har jeg fået diagnosen - meget sensitiv og sårbar - angiøs persomlighedsstruktur - følsom - personlighedsmæssigt evasiv - det sidste betyder - manglende omsorg, kærlighedsmæssigt svigt som barn. vokset op i en emotionel ustabil familie - suicidale impulser - depression/angst og reagerer med depressioner ved belastninger - lav stresstærskel - begrænset erhvervsevne - træt - stort søvnbehov - og vil maximalt kunne klare et flexjob med 4 timer dagligt. Og er idag berettiget til flexjob. jeg har været i arbejdsprøvning - og gået til psykiater i 10 måneder og hele processen tog ialt - et år og seks måneder.

Så her står jeg i dag - og det er jeg da meget glad for, da jeg gerne vil bevare min tilknytning til arbejdslivet - men jeg skal ikke kunne sige - om alt dette er fordi jeg er født hsp - men det kunne tænkes.

Jeg får antidepressiv medicin - og medicin mod angst. Lige fra barn har jeg ikke været stærk psykigsk. Der har været meget angst i mit liv og depressioner. Men er først kommet i behandling i 2001. Da væltede mit korthus - og det vil sige - jeg havde - da en kæmpe kærestesorg - men med livets belastninger igennem, så ville jeg blive syg på et eller andet tidspunkt, siges der til mig.

jeg har lige nu her, været på - et

livstilscenter i tre måneder - og jeg kan godt se sammenhængen idag.

 

Mit omsorgsvigt handler om - min mor der kun ønskede sig drenge. jeg har fem søskende, vi er tre drenge og tre piger - den første dreng blev født i 1951 - men nr. to dreng blev først født i 1962. Så han var meget ventet - smiler, jeg elsker min lillebror meget højt - jeg kan slet ikke undvære ham. MEN men - det var jo bare sådan, at jeg kunne mærke, føle og fornæmme at jeg ikke havde - samme status, selv om jeg kun var to et halvt år - og fik det aldrig. Men sådan er der jo så meget. smiler.

Jeg hadede at gå i skole - blev også moppet, skiftede skole - osv. Fik ingen uddannelse - kom ud og arbejde, den gang kunne man jo få arbejde, ikke osse.

Da jeg var 21 år, fødte jeg jeg min dejlige søn. Han var ønskebarn. Jeg har aldrig haft et dybt ønske om at få flere børn, jeg mener ikke overskudet var der, måske fordi jeg var hsp,er ? eller fordi jeg fik fødselsdepression og angst og psykose ? - men et eller andet skyldes det, det er jeg sikker på. Men jeg ELSKER børn.

Da jeg blev skilt i 1987 - og skulle rejse fra mit hus - mit elskede hjem - min søns og min base, det var så forfærdelig vemodigt - i dag kan jeg forstå det - det kan være så svært, og da i særdeleshed når man er - hsp. ja det var detfor.

Manden var det helt lige meget med, men efter vi flyttede, fik jeg det langsomt dårligere og efter, to eller tre år ca - fik jeg igen depression og angst - og psykose, der gav sig udspil i at jeg så verden på vrangsiden, puuuhh - det er ikke særlig sjovt, skulle jeg hilse og sige - smiler - . Men jeg passede mit arbejde til punkt og prikke, til trods - det tror jeg , vi hsp,er gør. Jeg var kontorassistent - jeg havde til livets tilfældighed - fået et arbejde, på den rette hylde, hvor jeg lige passede ind som hsp, ved jeg idag. Jeg startede i 1986 - og mit firma lukkede til Januar år 2000. Jeg elskede mit arbejde. Og når jeg graver dybt nok ned i mig selv, kan jeg mærke smerten ved at miste et job - hvor lige netop jeg passede ind. jo, jeg savner det - men der er ingen grund til at pille så meget i mig selv. videre - smiler... Men fra ca. 1990 og til år 2001 - havde jeg det faktisk meget skit - men til trods for alle de år - skabte jeg mig, et godt liv alligevel, for jeg har " et meget rigt indre liv " så på en eller anden måde har jeg - kunnet overleve - men har også valgt at overleve - tror jeg. Selv om jeg har tænkt - tusinde gange - åh, gid jeg aldrig var blevet født, ... og jeg mener det virkelig... jeg har så " tit " tænkt, at livet var noget lort. Men til gengæld - tænker jeg meget dybt - over livet. Men jeg får aldrig nogen sinde svar på det.

så lige en lille runde mere om det at være hsp.

det har for mig været så - dejligt - det at kunne " se " . Jeg har en meget god evne til at se hvad der er smukt, og virkelig bide mærke i det. jeg elsker at være der hvor jeg kan se der er - atmosvære - varme i det jeg ser - rummelighed - virkelig hygge - . Er der ikke det, kan jeg se og mærke det lige med det samme, og jeg undgår stedet. Ellers dør jeg indeni.

I mit barndomshjem har der aldrig været hygge - eller liv på sin vis, og det har aldrig betydet noget for mig at komme hjem. Men jeg vil ikke - rode - mere i det, for det gør mig egentlig så ked af det. Og mine forældre har jo ikke gjort det bevist.

Og at jeg er født hsp, har jo ikke noget med dem at gøre. og at jeg er født som " porsselænsdukke " - skram mig ikke, tab mig ikke - så går jeg i stykker, er jo heller ikke deres skyld. Eller jeg er en lille klovn - der glor - helt himmelfalden - på verden, er heller ikke deres skyld.

smiler... jeg identifisere tit mig selv - som en, sød lille klovn - Og jeg elsker klovne. og de siger faktisk - temmelig meget - hvis I forstår, hvad jeg mener.

Så derfor... at jeg som hsp, har set så meget vidunderlig - er jeg meget taknemlig for, og samtidig har jeg set så meget der gør forbandet ondt. Så min viden idag hjlæper mig - men, jeg skal først til at lærer, at bruge det på en konstruktiv måde, så jeg kan få et rigtig godt liv som hsp,er. Jeg skal lærer at sortere det jeg oplever. Skal lære at se - det svære/ det gode, på en sådan måde, at jeg har det godt med det. Men det er - bestemt ikke let.

Jeg kan jo se, mærke og høre at der er noget i vejen. Det gør så det ved mig, at jeg går hjem og græder og er meget ulykkelig. Jeg er jo " tænkeren " . Vi hsp,er tænker jo tit så meget, at vi bliver helt trætte og mister overskudet til så meget andet.

 

Jeg har altid vidst, at jeg var anerledes - men tænkte ikke , så meget på det, for jeg var ligeglad med hvad andre synes om mig, for jeg havde det godt - i min verden.

Har altid bare sagt til mig selv, nå ja, jeg er anerledes - og hvad så. Jeg har det godt med det.

Men det var svært for mig - da min mor blev syg. Jeg vil ikke gå så dybt i det, igen fordi jeg sansede det så meget og jeg bliver meget ked af det. Men jeg så det, så intenst og med så megen indsigt, med hver en fiber der ændrede sig hos hende, det mindste ansigtsudtryk - det mindste ord - gjorde at jeg - vidste - galt det var fat. Men jeg sagde ingenting. Og jeg kunne ikke gøre noget. Mit hjerte blødet for hende - jeg græd når jeg kom hjem til mig selv. Jeg havde ingen at snakke med. ( jeg kan ikke finde ud af det med nære bekendte og sådan ) og mine søskende kunne ikke se det jeg så, og de sagde neeej - så syg tror jeg ikke hun er, og så snakked vi ikke så meget mere om det. - men jeg så - hende dø langsomt. Jeg kunne jo ikke sige til min mor - mor, jeg tror du er syg ( hun havde jo alle symptomer på alvorlig cancer )For min mor skyede alt, der havde med læger, sygehus og i særdeleshed - kræft at gøre. Og har altid sagt, at hvis - hun blev alvorlig syg, ville hun ikke vide noget, og der var stor respekt om det. Men hun blev indlagt - hun havde så meget vand i kroppen, at hun skulle tappes for det. Men så skulle hun skam også hjem igen - sagde hun. Ja, det kommer du jo også, sagde jeg. Hun var så syg, at jeg måtte made hende, derhjemme den dag inden Ambulancen kom og hentede hende, hun var ikke helt klar i hovedet mere - men..smiler... hun var helt overbevist om at hun ikke fejlede noget - ( det er bare noget jeg ved ) og vidste jeg ikke disse ting - gjorde de jo heller ikke så forbandet ondt. Men hun kom ikke hjem igen. Hun døde to døgn efter. Meget stille og fredfyldt. I uvisheden om hvor syg hun var. Det kom hende tilgode i sidste ende. Det var tilfældigvis mig der var der den nat hun døde. Og det er jeg så usigelig glad for. Hun havde kræft i alle vitale organer, og det er lige præcis et år siden.

Men det var svært at se på - det begyndte jo omkring to år før hun døde. Men det er jo også et af livets sider.

 

Men det jeg vil fortælle med det her er - at jeg som hsp,er ikke ville være det foruden - noget af det jeg har oplevet - og oplever. Det gør mig til den jeg er.

 

Jeg vil slutte for idag.

Hilsen

NannaJ