Malle

Sensitiv.nu

I

 

Malles historie

 

 

Angst er et liv som ikke leves, angst er noget som gør ondt på sjælden. Et brækket ben kan ses og det kan man forstår, men Angst kan ikke ses, kan ikke høres, men den som bære den kan mærke smerten dybt inden i hjerte hvor ondt det gør at lides med den.Den er blevet endel af dig og ville være det resten af dit liv. Du skal lære at acceptere den. Men intet bliver som før, det kan kun blive bedre siger alle, men ville det, gør det det, findes der et godt liv med angst. Ja, men den nøgle skal bare findes og det er kun dig selv der sidder med nøglen og jeg leder efter min. Hverdag er en udfordring for alle mennesker, men livet bliver bare endnu svære når liv et gør ondt og man bliver bange for de ting man en gang holdte af. At finde tillid til andre - sig selv - tryghed - at være positivt, at se frem mod der findes et håb for en forude, at tingende nok skal blive godt igen engang med tiden. Ind imellem kan man godt se solen skinne, men lige så hurtig er du nede i det sorte hul igen. Nogle gange kan jeg tænke hvad er livet dog værd og hvorfor er det lige mig, men der er noget i mig som ikke giver op - det kæmper som en gal inden i mig, fordi jeg ville bevise at jeg en dag kommer ud af dette her angst. Men det tager bare tid og forståelse og tålmodighed til en selv og ens nærmeste familie. Hovedet ville det hele, men kroppen kan ikke følge med, så det er med at lyttte til hvad dit behov er lige nu og ikke hvad andre ønsker af dig selv. Hvad er godt for dig lige nu i dette her øjeblik.Jeg skal tro på at jeg en dag kommer ud af dette her marit og en så pindefuldt liv, nøglen findes et sted der ude så livet bliver godt igen. Du føler dig så alene, man synes selv at man kæmper som en vild hest, men det ville ikke altid lykkedes de ting man prøver at gøre,til tider så kan man føler sig oven på hvor tingende fungere, men kun næsten, tit ser livet sort ud og meget håbløs ud, jeg tænker er der en vej ud af dette her eller for det nogensinde en ende, er der en god fremtid i møde, ville glæde ved tingende kommer igen, ville den glade gamle pige komme igen, som ikke skal går og føle sig trist hele tiden, går at være bange for at dø og leve, ville den dag kommer hvor jeg kan står ud af min seng, kigge op i himlen, op til stjerne, – ja i dag er jeg rask nu tør jeg leve livet, det liv jeg har kæmpet for nu kan jeg gøre hvad jeg ville, nu er jeg ikke bang mere, nu jeg fri og kan flyde frit igen, nu er denne smerte over, nu tør jeg leve mit liv.Når den dag kommer så er jeg glad.

 

Om mig selv: jeg er 22 år og er sygmeldt i snart lidt over et halvt år og bor hjemme hos mine forældre. Jeg har lidt af panik angst i nu 2 år, samt nogle andre problemer. Jeg får medicin som jeg skal tage hver aften inden jeg går i seng,som er Remeron 45 mg. der udover har jeg nogle panik piller jeg kna tage hvis det skulle går helt skævt, men det er meget længe siden at jeg har taget dem. Før var jeg en meget glad og aktiv sports pige som holdte utroligt meget af at bruge min krop fysisk, som at løbe en tur, spille fodbold som nok var mit hovedefag og var dygtig til. Selv om jeg tit hængte med skuffen fordi jeg ikke følte jeg var god nok, men det er det jeg har levet for. Der udover er jeg meget interasseret i sport. I dag frygter jeg om jeg nogensinde kommer til at løbe, spille fodbold, går ture i skoven osv. Men inden i hovedet ved jeg også hvad det kræver af mig for at komme tilbage, at det bliver en hård kamp at kæmpe.

 

Begge mine søskende er flyttet hjemme fra og de bor i Jylland, de har fast kæreste og ét godt socialt familie liv. Problemet i forhold til mine søskende er at jeg har en stor misundelse på min søster, det er uretfærdig at jeg skal kæmpe sådan får at får et liv til at hænge sammen og fungere. Der imod har hun altid være heldig med fyre og så meget andet. Jeg har altid set en del op til hende, som gør at min selvværde bliver dårligt. Jeg har altid synes at hun var smukkere og kønnere pige som er meget udadvendt, tør står frem og sige sine meninger offenligt - sådan en rigtig selvsikker pige - men det er jo ikke fordi jeg ikke holder af hende og elsker hende, tvært imod hun betyder meget for mig og jeg ville altid være der for hende hvis hun har brug for hjælp. Og det ved jeg at jeg har været der for hende, men jeg savner hende nu hvor jeg har brug for hendens støtte.

Hende og jeg skulle nok have delt lidt i porten, så vi havde fået delt de indre ting lidt mere, men sådan kan det bare ikke altid være.

 

Grunden til at jeg tror at mit selvværde er dårlig, er jeg har altdi haft det svært i skolen, altid skulle hjælpes, gået til psykologer, ja der her altid været nået. Men der i mod er mine søskende gået mere smerte frit igennem. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, men en ting jeg ved er at min stærke side har altid været idræt. I dag laver min søster meget motion og det gør hammerne ondt på mig at se, for hvorfor kan hun bare alle de ting jeg gerne ville, hvorfor får hun det hele serveret på et fad og jeg skal kæmpe. Livet er en gåde.

 

Jeg har en god udannelse som baggrund, som jeg er gald for at jeg genemførte. Trods det sidste år, jeg var der, var nok det sværeste år, for det var ikke nemt at passe arbejdet når man gik at havde det skidt, men på en eller anden måde lykkedes det mig at gennemføre den, men det var også en sej kamp hverdag, det har kostet mange tåre og mod at gennemføre den, men jeg havde god opbakning og støtte fra familie og kollegaer. Jeg magtede faktisk ikke andet end dette arbejde det sidste år, kræfterne var kun til dette, men min familie holdte ved at jeg skulle have denne udannelse. Og da jeg så var udlært blev jeg sygemeldt og de sagde mig op.

 

Nogle år tilbage fik jeg anorexci og var knyttet til ungdoms psykiatisk afdeling, men jeg kunne desværre ikke tage på, der på blev min stærke side taget fra mig som var lege med bolden. Pykologen troede ikke på at jeg spiste det jeg skulle og at hun ville indlægge mig, men det fortalte jeg hende at det ville jeg ikke får det bedre af. Men langsomt begyndte jeg at tage på og det gik i små skridt fremad. Da jeg så startede på min læreplads sommeren 2000 ville jeg begynde langsomt op til at begynde at træne fodbold igen og stoppede ved dennne pyskolog. Men jeg var meget usikker omkring det for hvad ville de andre tænke om mig når jeg nu havde været for tynd, ville de kigge lidt på mig når jeg kom. Men da jeg tog beslutninge og ville starte op, kunne jeg ikke får lov til at smutte bare 10 minuttter før så jeg kunne får lov til at spise, for jeg vidste jo at det krævede at får energi med det plan jeg var på, ellers ville det går galt.

 

Men jeg kom aldrig igang, for i sommerne 2001 blev jeg ramt som et lyn for en klar himmel af et angst anfald. Jeg blev mere og mere bange for at dyrke sport og bevæge mig frit rundt, Ja det at leve livet fuldt ud. Lidt det pudsigé var at jeg begyndte at tage på i vægt igen, men det var jo fordi at jeg ikke kom ude for en dør, men det var fordi jeg var for bange til at går ude alene nogle steder.

 

Jeg kom i behandling ambulant på et psykiatrisk sygehus voksen afdeling hvor jeg nu har gået i to år cirka. Der her jeg gået i gruppe terapi og indivilduelle samtaler. Samt en fysioterupert for at får løsnet op. De individuelle samtaler slutter jeg i næste uge, da jeg skal starte på en fobiskole i københavn. Det er lidt bitter at skulle tage beslutningen og sige farvel til en man er begyndt at føle tillid til, men jeg synes bare ikke det er godt nok og der skal ske noget mere. Jeg ved at hvis jeg forsætter kommer jeg ikke videre i mit liv.Det er nu jeg er nød til at tage chancen og prøve noget nyt og så må det briste eller bære, men jeg håber at det ville bære. Og jeg håber at det er det værd.

 

I dag har jeg så været inden på fobiskolen i København hvor de har tilbudt mig nogle forsamtaler, min far var med mig der inden i dag, men ikke med inden til samtalen, det er både trygt og rart at han var med der inden. Ud af de samtaler ville de vudere om jeg har glæde af ti ugers kursus forløb. Men jeg tror meget at dette er vejen frem og jeg håber at de med tiden ville tilbyde mig det kursus eller noget andet hvor man kan komme ind og arbejde hverdag med angsten.

 

For cirka et halvt år siden tog jeg beslutningen og mit mod var ikke stort, men der var god opbakning fra mine forældre at jeg skulle starte op i et fitness center. Og jeg må sige at det er det som har hjulpet mig alle mest, mens jeg har været knyttet til sygehuset. De første mange gange have jeg min mor med der oppe og hun sad bare der og kiggede på mig og det var meget synd. Udover det havde jeg et af Fitness inskruktørene stående ved siden af mig mens jeg trænede, det gav tryghed og sikkerhed. Min mor støttet mig i en hel månede til jeg selv kunne tage der op og træne uden hende og fandt tryghed til personalet. Langsomt har jeg arbejdet mig fri fra fitness instrukstøren ved siden af mig, men med en aftale om at jeg kan komme hvis jeg skulle får det skidt eller blive utryg når jeg har trænet. Jeg har kørt nogle forskellige programmer og med tiden styrket min krop osv. og langsomt går det i små skridt. nu kan jeg ind imellem komme der op alene når modet er der, men nogle gange er jeg også for bange. Vedkommende som har hjulpet mig i fitness og stadig gøre det har været en stor hjælp for mig, en kæmpe støtte i starten, det har betyde så meget for mig. Men i dag kan jeg som sagt komme alene nogle gange uden af disse menneske man er afhægig skal være der, men har det alle bedst når de er der, jeg ved at jeg stadig kan komme til dem, men modet er der ikke altid.

 

Når jeg træner i dag har jeg det stadig ikke for godt, det er ikke tip top pige som engang var der, jeg er meget plaget af trykken i brystet - kvælnings fornemmelser og svimmelhed. Det er noget jeg mærker tit i min hverdag. Men jeg ved at fitness har hjlupet mig en del og at jeg skal blive ved med at kæmpe til en dag hvor jeg har sejret over angsten, men det er sejt og hårdt og det ville det blive ved med at være, til en dag man er rask igen.

 

Det helt store mål for mig er at komme på idrætshøjskole og bliver helt 100% klar til at tage afsted og tage udfordring op og det ville blive en kæmpe oplevelse for livet. Men for at komme afsted ved jeg også hvad det kræver, at jeg bliver rask,at jeg tøre løbe, går ture, bevæge mig frit rundt igen, at være sammen med andre mennesker, at står frem som den person man er, hvilket kræver selvtillid. Jeg ville så gerne spille fodbold igen, men ind imellem kan jeg tivile på om jeg nogensinde kommer til det igen, om jeg kan blive fri, det at turde. Som nu har jeg stationer jeg kan køre ud til, der hvor jeg ved at jeg er i trygge omgivelser, men jeg skulle gerne får arbejdet mig af at være afhægig af andre mennesker. Men jeg synes selv at jeg kæmper for det, og jeg ved at der skal mere til end bare at kunne løbe, går ture osv. Troen på det og viljen til at komme videre og en god støtte fra familien.

 

Selvfølig skal jeg også flytte hjemme fra som mine søskende, have en kæreste og blive et selvstændigt mennesker, men hvornår ved jeg ikke.Det er en chance jeg må tage når det mod kommer og så må det briste eller bære. Det ville tiden vise. Jeg er meget usikker på det, for ville jeg bare sidde der alene. Det kunne blive meget ensormt, når man ingen venner har og veninder. Men jeg ved også at venner og veninder ikke komme af sig selv,at man er selv nød til at går ud og lede og søge efter dem. Men det er lettere sagt end gjort. For så er det alle de dumme tanker kommer, men jeg tror at når min selvtillid er bedre, tror jeg det kommer, det kræver tillid til sig selv og sine omgivelser. Jeg ville flytte så snart jeg er parat.

 

Mit ønske i fremtiden er at får det bedre og kommer til at leve et noglunden normalt liv igen, samt får en kæreste og en tryg venne kreds hvor jeg kan have det godt. Ja det at finde livets glæder igen, bare det at nyde livet fuldt ud. Verden er jo fuld af muligheder og står åben for mig. Hvor jeg håber at denne fobi skole er min vej frem og kan hjælpe mig videre i mit liv. Så ville jeg være en meget lykkelig pige inden i.