Lise

Sensitiv.nu

I Mit liv og min angst.

 

Hej allesammen Her er så min historie omkring mit liv og min angst. Jeg vil gerne opfordre Jer andre til også at skrive om Jeres historie, for på den måde kommer vi jo til at kende hinanden, hvad angsten angår. I 1994 blev jeg som 27 årig færdig som kemi-ingeniør. I 1995 fik jeg job som ingeniør i en stor international levnedsmiddel virksomhed. Jeg skulle flytte efter jobbet. Efter ca. 3 måneder i jobbet begyndte jeg at få halsbetændelse – hvilket jeg aldrig i mit liv havde haft før. Jeg følte mig ikke særlig godt tilpas i virksomheden – det var meget kaotisk og dårligt organiseret. Jeg blev ansat til at tage mig af bl.a. forbrugere og opbygning af kvalitetssystem. Især det sidste var særdeles frustrerende, idet to stærke chefer for hver sin fabrik ville i hver sin retning. Jeg stoppede ikke på jobbet, fordi jeg undertrykte, at jeg havde det skidt der – det var jo mit første job som ingeniør og "der skal man jo helst blive nogle år". Jeg begyndte sandsynligvis at vende arbejdspladsens problemer mod mig selv – følte det var min skyld, at det ikke gik godt. Arbejdspresset var enormt og det var svært at komme igennem med løsninger på opgaverne, fordi alle havde for travlt med deres eget lille område til at bekymre sig om de større linier såsom kvalitetssystemet. Dertil kom evige forandringer i organisation (store som små) og målsætninger mm og en chef som var omskiftelig i sine holdninger og på en sær måde mindede mig om min far. Jeg blev mere og mere stresset, hvilket 8-9 omgange af halsbetændelse på lige så mange måneder burde have givet mig et praj om! Da jeg så efter 9 måneder i jobbet blev beskyldt for at have samarbejdsproblemer med hele den ene fabrik (hvilket var fuldstændigt forkert – men det fandt jeg først ud af meget senere) gik jeg ned med stress. Jeg havde her mit første møde med panikangst og jeg var temmelig forskrækket. Jeg blev sygemeldt i 6 uger, hvoraf de 3 gik med at få fjernet mandler (pga. halsbetændelserne) og komme mig ovenpå den operation. Jeg fik noget beroligende medicin og min læge anbefalede mig at tage kontakt til en psykolog, han havde hørt om. Det fik jeg så med megen nervøsitet gjort 1 uge før jeg skulle starte på arbejde igen. Jeg havde aldrig været i kontakt med en psykolog før (dog altid været interesseret i psykologi og troet på at der er en sammenhæng mellem psyken og fysikken). Behandlingen bestod i halv-hypnotisk afslapning og visualisering af angstfyldte situationer. Uden medicin –for ellers ville jeg ikke få den fulde effekt af behandlingen. Det var utroligt hårdt, men jeg fik det langsomt bedre og kom til at fungere igen. Jeg blev på jobbet og blev i 1998 forfremmet til kvalitetschef for den danske produktionsafdeling. Jobbet vedblev at være stressende. Selv om jeg havde fået stor forståelse fra min chef blev der ikke rigtigt gjort noget ved problemerne. Jeg blev dog bedre til at fungere i dette miljø. Firmaets hovedkontor flyttede og jeg flyttede med (tilbage til hvor jeg kom fra). På dette tidspunkt mærkede jeg intet til angsten, men havde den dog altid i baghovedet. Når jeg var kommet på plads i den nye organisation og nye hjem var min plan at kontakte en psykolog for at finde årsagen til den panikangst jeg havde tidligere. Samtidig blev mit arbejdsområde udvidet, arbejdspresset tog til (selv om man skulle ha´ troet det var umuligt), mine forældre blev skilt, mit barndomshjem solgt og min far blev syg med Alzheimers. Til sidst blev det for meget. Så i december 2000 mærkede jeg angsten igen. Jeg blev enig med mig selv om at jeg skulle stoppe på det arbejde – og finde et firma, der var værd at arbejde for og være i. Jeg skulle dog lige have gjort mit store projekt, som jeg var i gang med, færdigt. Jeg fratrådte efter egen vilje i marts 2001. Ca. 1 måned efter gik jeg ned med stress igen! Jeg havde været angst og meget anspændt lige siden december. Jeg blev sygemeldt og fik beroligende medicin og begyndte hos en psykolog igen. Nu – næsten 16 måneder efter – er jeg stadig sygemeldt. Jeg har i de sidste 16 måneder været igennem en utrolig hård og intens psykoterapi, hvor jeg mener, at jeg sammen med min psykolog har fundet ud af, hvad min panikangst er symptom på. Jeg har haft en psykisk hård barndom – og det var jeg egentlig ikke klar over. Min angst kommer, når jeg fortrænger de følelser der opstår – især vrede. Fortrængning og undertrykkelse af vrede er noget jeg har lært at gøre gennem min barndom. Der sker det, at en eller anden siger eller gør noget, jeg bliver fx vred, men inden jeg når at mærke, at jeg er vred, har jeg fortrængt følelsen. Så går der lidt tid (fra nogle minutter til dage!) og så får jeg angstanfald. Jeg er altså ikke klar over, at jeg er vred! Så det er så det, jeg skal arbejde med for at blive helt rask igen. Hvis jeg ikke længere fortrænger min vrede og ikke længere er bange for at udtrykke den vil jeg kunne fungere ”normalt” igen.

 

 

Jeg er langtfra rask endnu. Psykoterapi er utroligt hårdt for nerverne. Jeg blev konfronteret med en masse ”gamle” følelser, jeg end ikke var klar over jeg havde. Kom i tanker om nogle situationer, jeg ikke havde lyst til at blive konfronteret med. Og det har nok gjort at jeg ikke rigtig er kommet helt videre – hverken med livet, arbejdet eller min angst. Derfor er jeg nu begyndt at behandle mig selv med den teknik, jeg lærte hos den første psykolog for på den måde at få has på især forventningsangsten og styr på nerverne (visualiseringen; havde faktisk glemt metoden indtil fornylig!!). Jeg står foran at skulle ud i noget arbejdsprøvning inden for revalideringssystemet. Det er mit håb, at denne arbejdsprøvning kan hjælpe mig til at turde komme ud på arbejdsmarkedet igen. Mit liv er ikke meget værd lige nu, fordi jeg har isoleret mig og ikke rigtig kan finde på noget at lave herhjemme, hvor jeg har det bedst. Dog er jeg efter jeg begyndte med visualiseringen kommet lidt ud igen (fx, til tandlægen da jeg knækkede en tand!). Før var jeg særdeles aktiv både mht. skole, arbejde, sport og venner. Og det er selvfølgelig mit håb, at jeg når dertil igen – ved hjælp af visualisering af angsten, psykoterapien og arbejdsprøvning og job………… Hilsen L!