Lisa

Sensitiv.nu

I

 

Fortrængt sorg & vrede

 

Hej;-) Jeg kunne godt tænke mig at fortælle jer, hvorfor jeg har fået angst - hvilket jeg godt selv kan forstå idag. Jeg er en ung pige på 40 år.Min barndom har været meget ulykkelig. Jeg er den ældste i en søskendeflok på fire. Som 7 årig døde min mor af kræft.Jeg kan ikke huske hende idag pga jeg fortrængte mine følelser da hun døde. Da jeg jo var den ældste var det ligesom mig der skulle være den store pige og hjælpe de små.For at de ikke skulle blive kede af det så skulle jeg jo gerne virke glad - så de ikke begyndte at græde. Min far snakkede aldrig om vores mor - og hun blev ligesom glemt/fortrængt.Senere da jeg var 18 år begik min far selvmord- igen var jeg den ældste og skulle nok klare det hele - så igen tog jeg mine søskende under mine vinger - og "glemte" igen at vise mine egne følelser - for hvis jeg blev ked af det - ja så gjorde mine søskende det jo også og det ville jeg jo ikke have. Jeg skulle nok vise omverdenen hvor stærk jeg var. Men-ved jeg idag-var ris til min egen r.. Da den mindste/sidste af mine søskende flyttede fra mig og min mand så blev jeg angrebet af angsten. Nu var der ikke nogen jeg skulle passe på mere. Nu havde jeg tid til mig selv og mine egne følelser. Men jeg kunne jo ikke græde over en mor jeg ikke kunne huske eller en far som jeg måske er vred på. Derfor kom mine følelser ud af mig som fysiske symtomer- som alle vi angste jo kender.Jeg har prøvet ALT for at komme af med min angst - men jeg må desværre ty til mine lykkepiller (seroxat) for at have et nogenlunde normalt liv. Jeg er idag lykkeligt gift på 20 år med den dejligste mand i hele verden - har to lækre børn- et pragtfuldt hjem og et spændende job. Hvad kan jeg mere forlange.Jeg kunne godt tænke mig at vide om andre har været igennem det samme som mig og hvad de evt har gjort. Jeg ville ønske jeg kunne huske noget mere fra min barndom. Men det meste er desværre fortrængt dybt inde i min hjerne.