Kristina

Sensitiv.nu

 

 

Jeg tror det hele startede da jeg gik i 10. klasse, hvor jeg skulle videre efter skolen. Jeg begyndte at blive bange for, om jeg nu kunne leve op til mine forældres, mine venners, skolens forventninger. Jeg var jo ikke engang klar over, hvad jeg ville med mig selv, hvad var mine forventninger til mig selv..??

Jeg havde jo altid været den stille pige, der passede sin skole og fik gode karakterer. Så hvordan kunne det så være, jeg pludselig stod der og kiggede ind i en mørk fremtid uden planer? Nå, men det var vel bare almindelig usikkerhed troede jeg. Så tog jeg på Købmandsskole hvor jeg samtidig flyttede hjemmefra, Jeg kom aldrig til at føle mig tilpas mere, kunne hverken passe skole eller senere jobs. Jeg kunne snart ikke gå ud af døren, uden at føle angst for pludselig ikke, at have kontrol over situationen, hvad nu hvis der skete noget?? Selv et lille uheld som, at der falder nogen mønter ud af min pung, når jeg skulle betale var og er stadig en ren katastrofe for mig. Mit selværd var efterhånden nået bunden og jeg kunne ikke forstå hvad der skete med mig. Var jeg ude at, handle måtte jeg flere gange stille kurven og forlade butikken, fordi mit hjerte begyndte at hamre og jeg fik svedeture, åndedrætsbesvær og hele kroppen føltes som om den var ved at sprænge.

Helt galt gik det, da jeg fik min første søn som 21 årig, angsten for, om jeg nu var god nok som mor var ved at ødelægge mig helt. Pludselig en dag blev det hele bare mørkt og gråt, jeg kunne ikke længere se glæden ved noget. Men andre måtte jo ikke se, at mit liv var ved at falde fra hinanden, så jeg passede min søn, gjorde rent og havde ellers maske på sammen med familien, som efterhånden var de eneste mennesker jeg så, ud over min kæreste dengang. Denne maske skulle følge mig i flere år før den faldt. Jeg fik en søn mere og kort efter gik børnenes far og jeg fra hinanden. Så startede jeg et liv, hvor forskellige fyre røg ind og ud af mit liv, kunne de ikke følge med i min nøje skamalagte hverdag, måtte de jo bare skride og der var i hvert fald ikke nogen af dem, der skulle komme og sige der var noget i vejen med mig. Men bag masken blev der mørkere og mørkere og mere og mere kaos i mit indre. Tanken om selvmord begyndte at lege i mit hoved. Jeg kunne ikke leve på den måde. Kunne ikke holde et job uden en masse sygedage, fordi jeg ikke kunne komme ud af døren. Det gav en masse selvbebrejdelser, men jeg ville jo også skåne mig selv for angstanfaldene. Hvad var jeg egentlig værd på den her måde, jeg duede jo ikke til noget.??

Endelig for 5 år siden, vovede jeg mig til læge første gang. Jeg fik atvide, det var en fødselsdepression og fik piller for dette. Dem tog jeg i et år, hvor jeg fik lidt mere styr på mig selv, men aldrig helt. Så valgte jeg at droppe dem og så gik der ikke lang tid, før det hele buldrede løs igen. Jeg var ret isoleret på det tidspunkt og havde endda droppet kontakten til familien, de måtte jo helst ikke komme ind under masken og se hvad der var i vejen med mig.

Min daværende kæreste, som jeg så er sammen med idag, røg ind og ud af mit liv, men han ville ikke give mig op. Jeg kunne hade ham noget så grusomt, når han sagde at den var gal med mig og at jeg skulle have hjælp. Det var de skrækligste raserianfald jeg kunne få hvis jeg ikke fik ret, jeg SKULLE have 100% styr over ham, mine børn og mit hjem.

Så for lidt over et år siden, prøvede jeg selvmord, med piller, men fandt selv ud af undervejs at det jo ikke var det jeg ville, jeg ville jo bare have det godt igen. Kunne snakke med folk, uden at have det så ubehageligt og få den gråhed og tristhed væk fra mit indre. Der faldt masken og jeg åbnede endelig op og erkendte, at nu skulle jeg have hjælp. Jeg kom til lægen og blev henvist til en psykiater, der hurtigt kunne fortælle mig at jeg har socialfobi og en depression, som jeg så stadigvæk er i behandling for med piller. Det har gjort at jeg idag har fået mere lys ind i mit liv. Jeg har et godt liv med mine børn, min kæreste og hans barn. Men jeg er stadig ikke kommet på arbejdsmarket endnu, da jeg ikke rigtigt kan komme videre med min angst.

Jeg kommer ikke hos min psykiater mere, da jeg fik skyld for at jeg ikke var motiveret så hun kunne hjælpe mig. Jeg syntes ellers jeg prøver og det er en sej kamp, specielt når jeg i så mange år, har indrettet mit liv, efter ikke at tage nogen steder hen alene. Jeg har ikke mistet modet endnu, der er stadigvæk mørke og triste dage, men nu har jeg opbakning både fra familie og venner. Så endelig kan jeg se lys i mørket.