Jette

Sensitiv.nu

 

 

Jette 35 år!

Jeg fik panikangst i 1993, hvor jeg var 25 år og mor til 2 små piger.

 

Det første angstanfald fik jeg i et supermarked, hvor jeg pludselig fik en

heftig hjertebanken, svimmelhed, eksende ben, rystende, svedende, frysende, og

kvælningsfornemmelser. Disse ubehaligheder skulle i den grad komme til at

præge min tilværelse fremover.

 

Den dag blev jeg MEGET forskrækket, men troede at det var et tilfældig

ildebefindende, der havde ramt mig. Men det gentog sig, så nu begyndte jeg at

frygte et nyt anfald.

 

I første omgang var det altså supermarked der blev et "farligt" sted så jeg

begyndte at købe ind, når der var få mennesker, så jeg undgik at stå i kø ved

kassen.

 

Jeg havde absolut ingen anelse om hvad der var ved at ske med mig. Det var en

snigende udvikling der var startet, med større eller mindre ubehag i

forskellige situationer. Jeg fandt ud af hvordan jeg kunne undgå visse

situationer. Feks. Havde jeg svært ved at deltage i forældremøder og lignende,

da jeg var bange for at få det dårligt, men det klarede jeg ved at sætte mig

yderst i forsamlingen, og helst ved udgangsdøren så jeg HURTIGT kunne komme ud

uden at vække opsigt. At leve med angst, er som at gå på line uden

sikkerhedsnet under, man bruger en masse energi på at finde måder at holde

balancen på, så man ikke falder i angst dybet.

 

Angsten har udviklet sig i retning af, at jeg får det dårligt i alle de

situationer, hvor jeg føler mig fastlåst eller fanget. Jeg kan ikke gå til

tandlæge eller frisør, fordi jeg føler mig fastlåst i stolen. Det ville være

alt for pinligt hvis jeg blev nød til at rejse mig, og gå midt i behandlingen,

så det tør jeg slet ikke at risikerer. Jeg kan heller ikke køre i bus, da det

giver mig den samme fornemmelse af fastlåshed, det er vigtigt for mig at kunne

komme væk med det samme.

 

Hver aften når jeg var lige på grænsen til at falde i søvn, får jeg

angstanfald. Det er i samme øjeblik at jeg slipper kontrollen over

bevidstheden, så tager angsten over.

 

Så jeg har prøvet at klare mig på bedste vis, men det betyder flere og flere

indskrænkninger i min bevægelsesfrihed, og så noget som en ferie er en

umulighed. Bare jeg skal køre med bus, så går det helt galt, mine ben vil ikke

bære mig hen til bussen, og når jeg endelig er nået der hen, og står og

venter, opfører mine ben sig underligt, det er som om jeg ikke kan holde

balancen på dem, og jeg bliver bange for at falde.

 

Når jeg kommer for langt væk hjemme fra, må jeg tit vende om igen. Jeg har

opfundet mange undskyldninger gennem tiden, for at undgå at deltage i

forskelligt. Familiesammenkomster undgår jeg så vidt muligt, og de få gange

jeg har deltaget, har jeg ganske vist fysisk været tilstede, men jeg føler mig

bestemt ikke nærværende, og min eneste tanke er, hvornår jeg kan være bekendt

at gå. Der er bestemt ingen der tager det alvorligt, derfor mente jeg selv i

en periode, at det også var for dårligt at jeg ikke bare kunne "TAGE MIG

SAMMEN"

 

Jeg er meget sjældent i stand til at gå uden for en dør, omverden er den smule

jeg ser, når vi kører en tur i bilen.

Da jeg opdagede at der faktisk var MANGE andre som mig, var det befriende at

høre, og at høre at de fysiske ubehag jeg har, er særdeles velkendte for folk

med angst.

 

Lige nu er jeg i angstcirklens skrue uden ende, derfor er jeg nu klar over at

jeg ikke alene, kan klare det mere, så nu går jeg til samtaler hos en

psykiater, og er lige startet på nogen piller, så jeg ser frem til at de

virker, for det andet er ikke til at holde ud mere.

 

Jeg er ellers IKKE til medicin, men alternativ behandling og naturmedicin, men

nu har jeg snart prøvet alt, og intet hjalp på længere sigt, så derfor er jeg

nu sluttet med alternativ behandlinger for en periode, der skulle lægelig

hjælp til nu, og det blev til Ciprelex.

 

Jeg har taget Ciprelex i 9 dage nu, jeg fik 5 mg den første uge, så skulle jeg

have 10 mg. Jeg har virkelig haft forfærdelige bivirkninger, angst med 700 km

i timen, rysteture, svedeture, feber, kvalme, svimmelhed, og utilpas, jeg har

været lige ved at opgive pillerne, men er nu glad ved at jeg ikke gjorde det,

for mine bivirkninger er nu så småt ved at forsvinde, jeg har lidt "hoppende"

hjerte endnu.

 

Når bivirkningerne var RIGTIG slemme, sad jeg og læste Hannes svar til en

anden ang. Medicin og dens bivirkninger, hendes svar fik mig til at holde ud.

 

Nu håber jeg bare at pillerne hjælper så meget at jeg igen kan få et NORMALT

liv.

 

Jeg er MEGET glad for at denne side findes, for det er rart at høre om andre

med samme problem, det hjælper mig MEGET.

 

Jeg bor på Fyn, og her findes ingen fobiskole, og for en person som mig, med

panikangst, ville det jo være fuldstændig umuligt at tage toget til en anden

by, for at få undervisning på en fobiskole. Her på Fyn kender kommunen ikke

til angst, så økonomisk hjælp til en fobiskole er også udlukket. Jeg ville

håbe at Fyn, havde lige så mange tilbud som sjælland og Jylland.

 

Er der nogen der vil fortælle lidt om, de kender til Cipralex, hvordan de har

haft det og hvordan de har det nu??