Hanne

Sensitiv.nu

 

 

Jeg er en kvinde på 40 år som voksede op i en børneflok på 5. Jeg er den anden yngste. Skæbnen ville at vi mistede vores far, da vi var børn. Jeg var selv kun 5 år. Min mor troede i en misforstået omsorg, at sorgen skulle skjules. Det betød at jeg i perioden efter, ofte så min mor ked af det/græde, men hver gang jeg entrede rummet, forsøgte hun at skjule sorgen. Vi snakkede aldrig om sorgen og det at have mistet vores far.....pludselig var han bare væk. Det skal lige tilføjes at han døde ved en ulykke. Vi flyttede derefter til Århus, hvor min mor havde sin familie. Min mor arbejdede hårdt for at få hverdagen til at hænge sammen. Hun var ikke den mest omsorgsfulde mor, man kan tænke sig, og det resulterede også i en masse problemer med mine større brødre. Kriminalitet, stofmisbrug som endte i ungdomsfængsel for den ældste og børnehjem for den mellemste. Jeg selv led en del under følelsen af ikke at være elsket af min mor. Hun fik derefter en kæreste som ønskede mig hen hvor peberet gror, og jeg var ofte i konflikt med min mor og hendes kæreste. Jeg var et barn med et temmelig heftigt temperament.......men i dag kan jeg se, at det var et desperat forsøg på at få opmærksomhed. Men det havde jo desværre den modsatte effekt....og min mor kunne lægge mig på is i dagevis. Og her mener jeg bogstaveligt. Hun talte ikke til mig, og jeg nærmest slikkede hende op ad ryggen, for at få hendes opmærksomhed. Nå....men jeg voksede op og fik et barn som 20-årig. Efter et halvt år gik min datters far og jeg fra hinanden. Vi formåede dog at holde kontakten omkring vores datter og det forløb rimeligt smertefrit. Da jeg så som ca. 24 årig en dag skulle hjælpe min mormor med hovedrengøringen, spiste jeg et stykke chokolade med nødder i. Jeg fik en nød galt i halsen og kunne ikke få vejret. Samtidig kunne jeg stå og se mig selv i et spejl, blive mere og mere blå i hovedet. Panikken bredte sig heftigt i kroppen på mig, og jeg troede at min sidste time var kommet. Jeg var OVERBEVIST om at nu skulle jeg dø. Heldigvis fik jeg presset nøden op ved at kaste min overkrop, med brystkassen ind i en mur. Dette var så mit første angstanfald. Eller i hvert fald det der triccede angsten hos mig. I perioden der fulgte efter, fik jeg flere og flere fornemmelser af ikke at kunne få vejret, ondt i hjertet, svimmelhed, følelsen af at skulle besvime. Jeg blev mere og mere overbevist om, at jeg var dødssyg. Jeg troede at mit hjerte var sygt, at jeg havde en svulst i hjernen, jeg var bange for at få en blodprop osv. Jeg turde ikke falde i søvn af angst for aldrig at vågne op igen. Langsomt udviklede det sig til en voldsom dødsangst. Derefter begyndte jeg at undgå situationer hvor der var mange mennesker, da jeg følte mig dårligt tilpas... jeg var bange for at skulle besvime, begyndte at hyperventilere osv. Jeg begyndte stille og roligt at isolere mig mere og mere. Fra at have været en MEGET udadvendt pige udviklede jeg mig til en pige som havde alverdens undskyldninger for ikke at deltage i det sociale liv. Det var også familiesammenkomster jeg havde det dårligt med. Jeg begyndte at lyve omkring mit helbred, og sagde at jeg havde feber eller bræksyge, hvis jeg ikke kunne tage mig sammen til at gå til festen eller hvad det nu var. Bare det at skulle handle ind i et supermarked kunne give mig åndenød. Jeg pressede dog mig selv til at gøre det, da vi jo skulle have noget at spise. I alt dette opsøgte jeg min læge, som var hurtig til at se hvad det hele drejede sig om. Han fortalte mig at jeg led af en angstneurose, og at jeg skulle prøve at lægge mærke til hvilke situationer angsten opstod i. Derefter sendte han mig til undersøgelser hos en hjertespecialist, en neurolog og på lungeklinikken for at få afdækket, at jeg ikke fejlede noget fysisk. Alt dette for at overbevise mig om at jeg intet fejlede fysisk. Han vidste, at hvis jeg skulle komme videre med den psykologiske del af angstbearbejdningen, så handlede det om at jeg blev overbevist om ikke at være fysisk syg. Igennem årene gik jeg så til periodevise samtaler hos min egen læge, hvor vi stille og roligt fik afdækket hvad det egentlig var jeg fejlede. Efter at jeg selv begyndte at acceptere at det var psykisk, begyndte jeg at sætte mig ind i hvad angst egentlig var for en sygdom. Igennem årene kom og gik angsten periodevis. Efter at have haft periodevis angst/panikangst i 9 år besluttede jeg mig til at begynde en behandling på cipramil. Denne beslutning traf jeg da jeg efter en meget kraftig angstperiode kunne se, at hvis jeg ikke gjorde et eller andet, så ville jeg ikke være i stand til at passe mit arbejde som pædagog eller hvad der var endnu værre......... tage mig af mine børn. Jeg har så siden haft tre perioder hvor jeg har spist cipramil. Mellem 6 måneder, til et år. I næsten hele perioden har jeg valgt at være åben omkring min angst. Jeg har på min arbejdsplads meldt rent ud hvad det var jeg gik og døjede med. Denne åbenhed fordi jeg ikke orker at skulle lade som om, samtidig med at jeg kæmper med angsten. Jeg har kun mødt forståelse eller i hvert fald for nogen, viljen til at prøve at forstå hvad det at have angst, egentlig er for noget. Faktisk så viser det sig, at ret mange mennesker enten kender til det på egen krop, eller kender en person som også lider af angst. Så det har for mig aldrig været en hæmsko, at spille med åbne kort. Men det var selvfølgelig ikke nemt de første gange at skulle fortælle om angsten, men det blev da heldigvis kun nemmere. I forhold til min mor, er det først få år siden, at jeg fortalte hende om angsten. Hun giver udtryk for at hun ikke kan forstå min angst, men hun accepterer det og er også interesseret i at jeg har det godt. Med hensyn til mit forhold til min mor, så har jeg i mit voksenliv tilgivet hende til dels. Jeg har selvfølgelig stadig smerten i mig... den forsvinder aldrig. Men jeg kan i dag se, at min mor ikke formåede at give os den omsorg som vi børn burde have haft. Hun har selv ikke modtaget den kærlige omsorg som barn, så hun havde simpelthen ikke de forudsætninger der skulle til, samtidig med at hun selv kæmpede med en kæmpestor ensomhedsfølelse og en magtesløshed i opdragelsen af 5 børn.

 

I dag har jeg så levet med angsten i 17 år...... mere eller mindre. Jeg har lært at acceptere angsten og den skræmmer ikke livet af mig mere. Jeg tør se angsten i øjnene og dette medfører så længere og længere imellem nye anfald. Jeg har dog lært igennem årene at passe på mig selv. Forstået på den måde, at jeg skal gå langt uden om situationer der for mig kan medføre stress, for stress er i den grad en medvirkende factor til, at jeg udvikler nye angstanfald. Med hensyn til spørgsmålet om jeg føler mig helbredt, kan jeg kun sige: At jeg ikke tror at angstneurotikere bliver helbredt. Angst er en sygdom. genetisk eller miljøbetinget....det er der mange delte meninger om, men angst er en sygdom man skal leve med på godt og ondt. Angsten findes dog i forskellige grader, hvis man kan sige det sådan. Nogle oplever kun et enkeltstående anfald, mens andre lever med angsten konstant i døgnets 24 timer. Nogle kommer ikke udenfor en dør i flere år..... måske resten af livet.......mens andre trodser angsten og fungerer i en almindelig hverdag, men nok med de begrænsninger som angsten for den enkelte medfører. For mit eget vedkommende... betyder det at jeg i perioder er på cipramil ( nu er det lidt over 3 år siden sidst) og jeg er nået der til, hvor jeg betragter medicinen som en nødvendig "kur" jeg bliver nødt til at tage for at komme over på den anden side. For tiden har jeg det dog sådan, at jeg ikke føler at det bliver nødvendigt at spise medicinen mere, da jeg efterhånden har lært at genkende signalerne og handler derefter. Hvis jeg er inde i en rigtig dårlig periode, så opsøger jeg min læge og vi gennemgår en ny periode med samtaler, hvor han udøver kognitiv terapi.......som hjælper mig til at styre det negative tankemønster, som er en medvirken til at jeg også kan udvikle angsten. Jeg har aldrig igennem de 17 år været til Psykolog, da jeg ikke kunne finde pengene i min økonomi. Jeg forsøgte en enkelt gang at søge om hjælp via socialen til et ophold på fobiskolen. Men jeg fik et blankt afslag… jeg var jo i arbejde… så de 35.000 skulle jeg jo nok kunne skaffe....????? Okay.....jeg er jo så i den heldige situation, at have en god læge som har formået at dygtiggøre sig inden for området.......og det har så heldigvis kommet mig til gode......gratis! Måske kunne jeg have undgået så mange år med angst, hvis jeg havde fået psykologisk eller psykiatrisk hjælp......hvem ved? Jeg har klaret det selv.....og klarer det fortsat......med støtte fra familie, mand, arbejdskolleger osv.

 

Hvis jeg i den periode hvor angsten var værst, havde vidst at der var et sted hvor man kunne møde ligestillede, så er jeg sikker på at jeg ville have opsøgt det, om ikke andet så for at møde andre der ville kunne fortælle mig, at angst er noget man kan lære at leve med og få kontrol over. Og igen....måske have fået nogle gode råd og vejledning til hvordan jeg kunne arbejde med angsten. Men det tog mig 18 år at komme hertil, så hvis andre kunne få kontakt via et opfølgningssted og et netværk til at komme videre i livet, så ville det være super. Og mon ikke der kunne være behov for det, da man jo er blevet bekendt med, at mindst 2oo.ooo mennesker lider af en eller anden form for angst......med andre ord 200.000 mennesker man kan registrere, hvad med alle dem der lever bag nedrullede gardiner og lukkede døre?

 

Jeg fik kendskab til angstforeningen da de begyndte at reklamere for sig selv. Derigennem fik jeg kontakt til andre med angst, og det har så igennem de sidste år hovedsagligt været via nettet, at jeg har haft kontakt til andre angstplagede. Vi har så ivrigt debatteret og støttet op omkring hinanden og i bearbejdningen af angsten. Så jeg kan på det kraftigste opfordre andre til at få skabt en netværksgruppe, da det er hjælp til selvhjælp, bare det at få vendt de ”skøre tanker” som angsten uvilkårligt fører med sig bl.a.

 

:o)