Eva

Sensitiv.nu

 

 

Evas historie.

 

Nogle er helt afklaret omkring hvor deres angstsymptomer kommer fra, blot har det været gemt væk i ens hukommelse, lagret og lagt i baghovedet, for pludselig en dag i et split sekund at dukke op i angstens grimme ansigt.

 

For mit eget vedkommende har jeg ingen anelse om hvorfor lige netop jeg skulle rammes, og derved spilde tyve år af mit liv i angstens klør.

De bedste år af mit liv, hvor jeg skulle se min datter vokse op.

En verden hvor ens tanker kun drejede sig om kaos, og om hvordan jeg nu skulle klare at komme igennem dagen, hvor ofte har jeg ikke tænkt på at bare dagen ikke ville ligge foran mig.

 

I 1982 startede mit første møde med angsten, det kom som lyn fra en klar himmel, jeg fattede intet af hvad der skete med mig, min krop.

Jeg stod i supermarkedet i en kø da min krop gik fuldstændig amok. Mit hjerte hamrede, jeg fik kvælningsfornemmelse, kunne ikke få luft, følte at jeg skulle besvime når som helst, fik en voldsom dødsangst.

Jeg fik kæmpet mig igennem kassen og ud i friheden, det lettede puha, hvad var dog det?

 

Det var mit første møde med den tro følgesvend som jeg efterfølgende har båret rundt på i 20 år, den suger sig fast som en igle.

Angsten begyndte at fylde mere og mere i min hverdag.

Jeg var dødtræt, skulle passe barn, mand, arbejde og hjem, orkede det dårligt, jeg fatter overhovedet ikke den dag i dag hvordan jeg kunne klare det, men det gjorde jeg.

Indkøb blev kun gennemført klamret til en indkøbsvogn, det gik slet ikke hvis jeg kun tog en kurv.

Senere begyndte jeg at sende SMS til gud og hver mand hvis jeg havnede i en kø, når angsten kom ræsende.

 

Da jeg havde været i denne uvirkelighedstilstand i et år fik jeg slæbt mig til lægen, jeg var sikker på at der var noget alvorligt i vejen med mig.

Jeg sad i konsultationen og ventede til det blev min tur, jeg svedte og mine ben rystede, jeg kunne dårlig få slæbt mig ind til lægen da mit navn blev læst op.

Stammende og med den vildeste hjertebanken fik jeg forklaret hvordan jeg havde det, imens jeg sad skævt på stolen og prøvede at fokusere på hans hoved, og lytte efter hvad han sagde.

Det var fuldstændig umuligt at fokusere rigtigt, og jeg kunne overhovedet ikke koncentrere mig, jeg talte ligesom en robot, og hørte mig selv tale i en glasklokke.

Min læge var nu flink nok, han lyttede og kikkede lidt på mig og sagde: ”Det lyder som en angstneurose, du må hellere få nogle stesolid, og en henvisning til en psykiater”.

Endelig havde jeg fået sat navn på, og så skulle mine symptomer nok gå væk, troede jeg.

 

Da det endelig lykkedes mig at komme til en psykiater var hun så dårlig, at jeg hver gang følte at det var mig der havde siddet og rådet hende og ikke omvendt. Så intet fik jeg ud af det, andet end at pengepungen var blevet lidt lettere.

 

Det meste af et år gik, men da jeg er lidt af en ild sjæl gav jeg ikke så let op.

Hjemme havde vi snakket om en tur til Norge for at komme lidt væk fra det hele, men for inden ville skæbnen at jeg fik det mere og mere dårligt, og for ikke at ødelægge den forestående tur, gik jeg til lægen igen denne gang i oktober 1983 og klagede igen over alle mine symptomer, min læge kikkede igen på mig og sagde: ”Jeg tror vi prøver at sende dig til EKG skanning”.

Da jeg også led af klaustrofobi gik jeg næsten i panik. Hvordan skulle jeg kunne ligge stille i mindst en time med elektroder på hovedet og uden at falde ned af briksen eller besvime?

Det faldt mig ikke ind at jeg var i gode hænder, men var i stedet på katastrofens rand og havde mest lyst til at råbe: ”HVORFOR MIG?”.

Men hvad kunne jeg stille op, jeg var jo selv kommet ned til lægen og klaget min nød.

Samtidig tog han også nogle blodprøver som jeg så ville få besked på efter et stykke tid, og så stak han mig nogle stesolid igen for lige at dæmpe angsten.

EKG prøven kom tilbage med resultatet: DER ER OVER AKTIVITET I HJERNEN. Hvilket straks fik mig til at tro at jeg havde en hjernesvulst.

Min læge troede at jeg havde epilepsi med alt den aktivitet. Altså førte det ikke til noget, og jeg måtte atter starte min kamp selv.

 

Jeg havde i en periode nu taget stesolid, og ikke en sjæl havde oplyst mig om afhængigheden af disse, så da jeg besluttede efter tre måneder at stoppe, gik min krop fuldstændig amok, jeg fik de værste abstinenser og rysteture, men ud……….kom jeg.

 

Nu startede kampen først rigtigt.

 

Min historie kan gøres meget kort her efter.

 

Jeg fortsatte i samme spor i 16 år, hvor jeg havde alle mulige symptomer HVER DAG.

 

• angst

• hjertebanken

• svimmel

• uvirkelighedsfølelse

• osteklokke

• svedeture

• ondt i maven

• trykken i maven

• dødsangst

• snurren i kroppen/hovedet

• kunne ikke sove om natten

 

 

Jeg var blevet panisk angst for fastlåste situationer, hvilket bevirkede at jeg fuldstændig droppede at gå i teateret og biografen. Det kunne jeg nu godt leve med, men det var straks værre når jeg skulle til møder, tandlæge og frisør, nogle ting jeg absolut skulle ud i.

Når jeg var til tandlægen udløste det paniske og kaotiske tanker i mit hoved, jeg var handlingslammet så jeg næsten mistede bevidstheden på briksen.

Når jeg var til frisøren, var jeg fuldstændig lammet i benene bagefter, idet jeg havde siddet og snoet mine ben fast om stolebenet, i den tro at jeg så bedre kunne holde fast ved min bevidsthed, mig selv.

Møder var et mareridt, jeg svedte og svimlede og det hele gentog sig med stolebenene.

Efterfølgende var jeg så træt og segnefærdig at jeg dårlig kunne holde mig oprejst, jeg var blevet totalt tappet for kræfter.

Jeg måtte tænke konstruktivt for ikke at blive skør af træthed, derfor valgte jeg b. la. at ”falde ned” efter en CD som jeg havde købt på et seminar, den hedder Ro, Balance og Indsigt af Sebastian Nybo, den hjælper mig også den dag i dag til at få slappet af i min krop hvis jeg er kørt op på øverste hylde.

 

På et tidspunkt kunne jeg slet ikke køre i bil, jeg havde mareridt over at skulle komme ud for at holde i en kø, og ikke kunne komme videre.

Det kom jeg heldigvis over i løbet af et halvt års tid, da jeg faldt over (for mig) løsningen et sted:

Prøv at lægge numrene på bilens nummerplade foran sammen, eller træk dem fra når du holder stille. Din hjerne kan nemlig ikke kapere to ting på samme tid af den kaliber. OG DET HJALP SGU.

 

Når jeg kom ud i ”angst katastrofen” i bus og tog, tog jeg walkman på, det bevirkede at jeg ikke mærkede svingningerne, som hos mig kunne udløse et angstanfald.

Heldigvis har jeg altid kunne flyve (mærkelig nok) så jeg var/er ikke begrænset i at se verden med mine øjne.

 

Sove kunne jeg heller ikke, jeg vågnede efter to timer, havde svært ved igen at falde i søvn. Om morgenen når jeg vågnede var jeg lys vågen med det samme og måtte stå op. Det kværnede løs!

Sådan har jeg det også i dag, der skal ikke være meget uro i min hverdag før fanden er løs.

 

SÅ tog jeg kampen op endnu engang, jeg kontaktede en psykoterapeut.

Han gav mig virkelig meget, vores kemi var suveræn, og der blev jeg for første gang konfronteret med mine indre følelser. Jeg bestilte ikke andet end at hælde vand ud af ørerne, vi grinte og græd sammen, han var virkelig god for mig.

Angsten slap jeg ikke af med, men jeg begyndte at se mig selv og min familie på en anden måde, og det var vel heller ikke så slemt endda, så det var gode timer som jeg kun kan se tilbage på med glæde.

 

Jeg gik også i perioder meget på nettet og fandt ligestillede. Det var en ubeskrivelig lettelse sådan at finde andre med samme symptomer, bare det at kunne skrive anonymt var en stor lettelse for mig, det var den rene terapi.

I en periode levede jeg næsten kun for det og blev helt afhængig, men det hjalp mig ufattelig meget. Vi følte virkelig at vi kendte hinandens tanker, for ikke at snakke om symptomer.

Nogle havde jeg den fornøjelse af senere at mødes med, andre mailede jeg privat sammen med, men som meget andet flyder det ud.

Vi tager dog ”kampen” op engang imellem med års mellemrum, og så starter det hele forfra igen 

 

Nu skrev vi 1999, og jeg var efterhånden godt ”slidt” det hele så håbløst ud, jeg vadede rundt i angst, uvirkelighedsfølelse og svimmelhed så jeg gik til min læge som gav mig ciprimil.

Det var den værste oplevelse i hele mit liv, jeg fik så voldsomme angstanfald at jeg troede at jeg skulle dø.

Jeg ringede til min læge som sagde at jeg skulle stoppe øjeblikkelig, nogle tålte dem ikke, men de ville være ude af kroppen i løbet af 1 døgn.

Det tog to.

Jeg lå i min seng, turde ikke røre mig for hver gang jeg vendte mig kom angsten bragende. Jeg lå i 2 dage, orkede kun lige at kikke på klokken så jeg kunne holde øje med hvornår jeg blev levende igen.

ALDRIG ALDRIG ALDRIG vil jeg tage piller igen, derfor var min angst også ret stor da min læge satte mig på Alopam når jeg kom ud i fastlåste og situationer som jeg ikke kunne håndtere.

 

Så kom turen til Fobiskolen som var en rigtig god oplevelse, de reddede næsten mit liv.

Jeg betalte mig fra et ”lille” ophold som bestod i gruppe samtaler og psykolog hjælp.

Tænk at jeg skulle lære at trække vejret rigtigt, sådan helt ned i maven og ud igen selvfølgelig i min alder.

Jeg kom atter engang oven på igen, denne gang rigtig oven på. Jeg var blevet et helt menneske igen, stille og rolig var jeg blevet hjulpet igennem, de havde formået at få vendt min tankegang fra det destruktive til sådan bare lidt mere almindelige tanker.

Så hver nat jeg lagde mig til at sove sagde jeg mindst 80 gange til mig selv: Det bliver en god dag i morgen.

Banalt måske men det virkede.

Jeg prøvede også den med elastikken om håndleddet og hver time gik jeg på toilettet for at ”lære” at trække vejret ordentligt.

Jo der var sandelig kommet system i tilværelsen.

 

Det gik frem ad, men for 2½ år siden mistede jeg så min svigermor hun døde på Lanzarote, det kunne næsten ikke være værre.

Ingen var forberedt.

Angsten kom bragende igen, jeg har efterfølgende været 2 år om at forstå og fatte det. Samtidig blev min svigerfar depressiv og er på piller nu, han bliver aldrig den samme igen.

 

Så mistede jeg mit job 1. januar i år efter 28 år, smidt på gaden af en leder som var/er psykopat, hun følte der kun var plads til hende.

Det var en ufattelig stor skuffelse, smidt på gaden fordi man havde en anden mening end hende.

Jeg kunne have valgt at danse efter hendes pibe, men jeg valgte at være mig selv, og det fik omkostninger. Jeg er ellers et stille og roligt menneske, men hun kunne få det værste op i mig.

Der triggede angsten mig endnu engang, og jeg måtte tage nogle psykologtimer på firmaet regning.

 

Angsten fylder stadig ufattelig meget op i min hverdag, dog kan jeg i dag i perioder være så heldig at glemme den helt, men kommer der et indslag især i fjernsynet, så begynder jeg at græde, det har fyldt så meget i mit liv at bare jeg næsten snakker om det, så græder jeg.

Der var engang hvor jeg havde meget let ved at skrive omkring min angst, det er blevet sværere med tiden, og det tager jeg som et positivt tegn.

Min mand og datter har bakket mig op, den anden del har ikke forstået ret meget af det, uvidenhed er vist desværre her det rigtige ord, også selv om jeg har prøvet et utal af gange.

 

Men slippe angsten gør jeg aldrig, men det har min læge allerede sagt, så leve med den er nok det man ”bare” skal indstille sig på, hvis man kan.

Men det er svært, ufattelig svært, især når jeg får alle symptomerne tilbage med fuld hammer så glemmer jeg alle de positive og konstruktive tanker som jeg har lært at bruge på Fobiskolen.

Mit liv skal ligge i faste og trygge rammer, jeg skal have en hverdag uden pres og stres og gerne uden de store påvirkninger, men hvor finder man det.

Livet er jo en stor ruchebane som nogle af os har mere eller mindre svært ved at håndtere.

 

I dag overlever jeg på Alopam og kun dem. Jeg tager dem når jeg skal ud i ekstremer.

Siden 1983 har jeg skrevet dagbog for at komme af med både gode/dårlige følelser og oplevelser omkring dagen der er gået, og det hjælper mig utrolig meget.

 

Jeg kunne blive ved med at skrive men vil stoppe min historie her, den kører bare i ring.

Men måske er der nogle ”der ude” som kan nikke genkendende til noget af det eller måske endnu bedre, bruge nogle af de råd som jeg skriver om igennem min beretning……………. det håber jeg.

 

Stort knus til alle fra Eva