Else Marie

Sensitiv.nu

Et liv med angst.

 

Else Marie Jensen, 59 år.

 

I 197o blev jeg angstramt. Jeg boede dengang i Kbh., og var 27 år. Jeg havde 3 børn på 2, 6 og 1o år, og samtidig var jeg i en separationssituation, hvor jeg midt i al den kaos tilmed blev smidt ud på arbejdsmarkedet efter 1o år som hjemmegående.

 

Jeg havde søgt læge, men han mente det var en naturlig reaktion på den koldbøtte mit liv havde taget, så jeg fik lidt beroligende medicin i en kort periode, og så forventede vi vel begge det gik over af sig selv. Det var en voldsom omvæltning der var sket, jeg havde levet meget i min egen lille verden, der bestod af børnene og hjemmet. Nu stod jeg pludselig som enlig mor og forsørger .Og der var mange andre ting end mit personlige befindende at tage sig af.

 

Jeg havde absolut ingen anelse om hvad der var ved at ske med mig. Det var en snigende udvikling der var startet, med større eller mindre ubehag i forskellige situationer. Jeg fandt ud af hvordan jeg kunne undgå visse situationer, og hvilke sikkerhedsforanstaltninger jeg kunne bruge i andre .Feks havde jeg det svært ved at deltage i forældremøder og lignende, da jeg var bange for at få det dårligt, men det klarede jeg ved at sætte mig yderst i forsamlingen, og helst ved udgangsdøren så jeg hurtigt kunne komme ud uden at vække for megen opsigt. At leve med angst, er som at gå på line uden sikkerhedsnet under, man bruger en masse energi på at finde måder at holde balancen på, så man ikke falder i angst dybet.

 

I 1973 valgte jeg at flytte til Jylland, for at mine børn kunne få bedre mulighed for samvær med deres bedsteforældre. Det blev Århus hvor jeg på forhånd havde sikret mig arbejde og bolig, men hvor jeg i øvrigt ellers ikke kendte et eneste menneske. På togturen fra Kbh. til Århus fik jeg et gevaldigt angstanfald, der skulle komme til at betyde, at jeg ikke satte mig i et tog de næste 3o år.

 

Min nye hverdag klarede jeg helt fint hvad angik arbejde og de daglige rutiner, men der var intet overskud til at etablere venskaber eller andre udadvendte aktiviteter, end ikke et kursus var der plads til i mit univers.

 

Et halvt år senere flyttede min mand til byen, og vi genoptog ægteskabet. Angsten havde til stadighed udviklet sig videre, men det mødte jeg bestemt ikke nogen forståelse for, fra min mands side, og det er der egentlig ikke noget at sige til, jeg forstod det jo heller ikke selv. Men han afviste det som noget pjat, der var jo ingen grund til at være bange for ganske ufarlige ting. I de følgende år fik jeg det meget svært med at køre i bil, jeg fik angstanfald, hvis det gik for hurtigt. Hvis jeg bad min mand sætte farten ned, reagerede han ikke før jeg efterhånden var så panisk at jeg nærmest skreg, så sæt mig dog af . Selv i dag så mange år efter, har jeg stadig problemer med det, der i mine øjne er for høj fart, og jeg kører helst kun med min nuværende mand, som har gjort rigtig meget for at jeg skulle føle mig tryg ved det.

 

Angsten havde udviklet sig i retning af, at jeg fik det rigtigt dårligt i alle de situationer, hvor jeg følte mig fastlåst eller fanget. Jeg kunne ikke gå til tandlæge eller frisør, fordi jeg følte mig fastlåst i stolen. Det ville være alt for pinligt hvis jeg blev nød til at rejse mig og gå midt i behandlingen, så det turde jeg slet ikke risikere. Jeg kunne heller ikke køre med bus, da det gav mig den samme fornemmelse af fastlåshed. I det hele taget fyldte tanken om flugtmulighed meget, det var vigtigt for mig at kunne komme væk ,jeg forsøgte ”at løbe fra angsten”.

 

Som sagt klarede jeg hverdagens faste rutiner, men hver aften, når jeg var lige på grænsen til at falde i søvn, fik jeg et angstanfald. Det var som om, at i samme øjeblik jeg slap kontrollen over bevidstheden, tog angsten over. Og nu var jeg klar over at jeg måtte have hjælp. Min læge sendte mig til en psykiater, der var en dame jeg stadig mindes. Hun konstaterede ved den første og eneste konsultation, at jeg havde en angstneurose, og at jeg skulle lade mig skille. Da jeg ikke umiddelbart var indstillet på skilsmisse, mente hun ikke at kunne gøre mere for mig. Jeg fatter stadig ikke hvordan et menneske kunne komme med så bastant en udtalelse efter en samtale på 20 minutter.

 

Men nu stod jeg altså med et begreb der hed en angstneurose, som jeg ikke anede hvad var, eller hvad jeg kunne bruge til. Så jeg fortsatte med at klare mig selv på bedste vis, og det betød flere og flere indskrænkninger i min bevægelsesfrihed. .Sådan noget som at tage på ferie var en umulighed. Jeg havde gjort mange forsøg på det i de første år, men efterhånden som det altid endte med lange angstfulde nætter på grund af at jeg ikke kunne være hjemmefra, og da slet ikke om natten, pakkede jeg enhver drøm, lyst eller behov langt væk .Det var lettere at leve med ikke at have lyst til nogle ting, end til de evindelige nederlag der fulgte med hver gang jeg forsøgte.

 

I 198o blev jeg skilt, uden at det dog gjorde noget indtryk på angsten. Den var kommet for at blive, og jeg havde stadig brug for hjælp. Og efter et par år blev jeg sendt til en anden psykiater. Ham husker jeg også tydeligt endnu .Han arbejdede efter en metode der gik ud på envejs kommunikation, dvs., det var mig der skulle sige hvad som helst der faldt mig ind. Han sagde intet udover at han kunne spørge hvad jeg tænkte på, hvis jeg havde siddet tavs i længere tid. Jeg fik de 14 konsultationer som et sådan forløb omfattede, og ved den første lykkedes det næsten manden at skræmme livet af mig. Han var i den grad ubehagelig, bl.a., fremhævede han hvor ligeglad han var om jeg kom eller ej. Nu bagefter kan jeg godt se det var taktik fra hans side, netop for at få mig til at komme. Men det er altså ikke en måde at behandle et menneske på der har brug for hjælp, og han har da helt sikkert skræmt andre væk fra en nødvendig behandling med den adfærd. Jeg kunne ikke køre med bus, så jeg cyklede, og hele vejen hjem tudede jeg så vandet sprøjtede ud af øjnene. Men provokeret mig havde han, og jeg tænkte, den mand skal ikke få mig ned med nakken, så jeg mødte troligt op hver gang. Faktisk kom jeg til at sætte pris på mandens tavse milde og opmærksomme fremtræden til sidst ,men klogere på min angst og det forfærdelige ubehag det medførte, blev jeg heller ikke i den omgang. Jeg spurgte om der dog ikke var en konklusion af en slags, men den måtte jeg selv drage sagde han. Under mine enetaler havde jeg dog erkendt for mig selv, at skulle jeg overleve, måtte jeg trække mig ud af et forhold jeg havde til en mand, som jeg var meget glad for, men som i den grad belastede mig.

 

Jeg tog nu initiativ til at starte en selvhjælpsgruppe for at få et netværk at støtte mig til. Ved den lejlighed mødte jeg min nuværende mand, og jeg tror vi snakkede 3 døgn i træk, jeg havde bare så meget jeg skulle af med. Det blev en utrolig smertefuld omgang at komme ud af det forhold, hvor jeg blev truet så alvorligt på livet, at politiet måtte give ham et tilhold. Min nuværende mand var en umådelig stor støtte, og på et tidspunkt gav jeg fuldstændigt op, og jeg bad ham tage over, og samle stumperne af mig op .Jeg havde nu både den uhåndterlige angst og den reelle oveni at kæmpe mod, det magtede jeg ikke selv .Jeg ved godt man ikke sådan kan overdrage ansvaret for sin person til andre, ikke desto mindre var det netop det jeg følte jeg gjorde i den situation

 

Jeg passede dog stadig mit arbejde, og at jeg håndterede det så godt ,skyldtes ikke mindst at jeg boede tæt på, og derfor ikke havde transportproblemer. Men det skulle jeg få senere. Jeg flyttede nemlig sammen med min mand et andet sted i byen. Den første sommer gik det helt fint med at køre på knallert på arbejde, men da vinteren kom og jeg skulle med bus gik det galt Mine ben ville ikke bære mig hen til bussen, og når jeg endelig var nået frem og stod og ventede, opførte mine fødder sig underligt, det var som om de blev til runde kugler, som jeg ikke kunne holde balancen på, og jeg frygtede virkelig for at falde ud foran bussen. Det var ganske forfærdeligt, og endte da også med at jeg måtte opsige mit job som køkkenleder i en daginstitution. Jeg fik nu et rengøringsarbejde hvor jeg boede. Det kunne lade sig gøre, da vi havde tjenestebolig. Det var et stort chok efter l5 år i et pædagogmiljø, hvor jeg havde haft ansvar og var et selvstændigt tænkende menneske, at komme til et sted hvor det absolut ikke var tilladt at tænke eller tage et selvstændigt initiativ. Det var hverken godt for angsten eller den smule selvværd der evt. måtte være tilbage. Alligevel underordnede jeg mig forholdene de næste 9 år, da jeg jo tydeligvis ikke igen måtte gøre mig afhængig af transport.

 

Jeg meldte mig nu til en angst selvhjælpsgruppe hvor jeg gik i et år, hvilket ikke gav mig noget udbytte i forhold til angsten, det var for forskellige mennesker og problematikker der var samlet.

 

Jeg gik til selvudvikling en tid, hvor jeg i det mindste lærte noget om afslapning. Så fik jeg 2o hypnose behandlinger hos en læge, hvorefter han gav op og sagde det var umuligt at trænge igennem til min underbevidsthed. Gennem de år gik jeg i flere perioder til psykolog, hvor jeg fik mit liv endevendt. Efter hver periode gav det en umiddelbar lettelse. Det gjorde godt at få afløb for nogle ting, og være i centrum for nogens fulde opmærksomhed. Jeg fik et ganske godt kendskab til mig selv, men det hjalp ikke på det forfærdelige fysiske ubehag jeg fortsat led under.

 

To af mine børn havde nu bosat sig i Kbh. Jeg magtede ikke at tage over for at deltage i den enes 3o års fødselsdag, ej heller i hans bryllup, det var jeg meget ked af. På et senere tidspunkt ville vi køre over for at besøge dem, men da vi kom så langt som til Ringsted kunne jeg ikke klare mere. Jeg havde det så dårligt, kunne ikke få luft og sad nærmest oppe under bilens tag. Jeg var kommet for langt hjemmefra, vi måtte vende om og returnere. Da var jeg virkelig ulykkelig, og den næste uge gemte jeg mig under min dyne (havde ferie) Det gjorde ondt, nu havde jeg været så tæt på, og så svigtede jeg mine børn som ventede mig, men også min mand der dog tålmodigt affandt sig med situationen. Det var slemt

 

Ellers har jeg opfundet mange undskyldninger gennem tiden for at undgå at deltage i forskelligt.

 

Familiesammenkomster har jeg i vid udstrækning undgået, og de få jeg har deltaget var jeg ganske vist fysisk tilstede, men jeg følte mig bestemt ikke nærværende, og min eneste tanke var vist, hvornår jeg kunne være bekendt at gå. Ved de lejligheder var det en sand pine at skulle spise noget, maden voksede og voksede i munden men ville ikke ned, så det var noget med at tage en ganske lille bid, og skylle den ned med vand. Ikke så underligt mine brødre i årevis havde den opfattelse at jeg ikke havde lyst til at være sammen med dem. Det var nu ikke lysten der manglede, og hvor har jeg mange gange været ked af ikke at være en del af det gode fællesskab jeg kunne se de havde. Udover min mand er der kun ganske få personer der har haft kendskab til mit angstproblem, selv mine børn har først fået kendskab til det som voksne. Det var så pinligt og flovt at jeg ikke havde styr på mig selv. Og når jeg havde klaget min nød til lægen eller andre behandlere over mit forfærdelige ubehag, var jeg blevet mødt med et skuldertræk, og at det jo bare var et symptom på noget andet. Der var bestemt ingen der tog det alvorligt. Altså mente jeg ikke det var legalt at have det sådan, det måtte være mig der var sær, og det var da virkelig også for dårligt jeg ikke bare kunne ”tage mig sammen”.

 

I forhold til arbejdet var det utroligt vigtigt for mig at fremstå som en rolig, stabil og pligtopfyldende medarbejder. Og uanset hvor dårligt jeg havde det mødte jeg op og formåede at holde en rolig facade udadtil. Det sled hårdt på både krop og sjæl. Fysisk blev jeg nedslidt af det hårde arbejde og de spændinger der var i kroppen ved konstant at holde angsten nede og usynlig for andre. Det blev sværere og sværere at holde den facade, og det resulterede i at jeg nu kunne starte dagen med angst fordi jeg ikke længere kunne overskue at se til ende på en arbejdsdag.

 

Det var min store viljestyrke der gjorde at jeg på trods af angsten klarede at være på arbejdsmarkedet i 25 år. Men selv en nok så stor viljestyrke må knække på et tidspunkt, og det gjorde den i 1994. Jeg måtte erkende min tid på arbejdsmarkedet var forbi, og det var en svær erkendelse. Jeg havde bundet hele min identitet op på, hvad jeg kunne præstere arbejdsmæssigt. Nu kunne jeg ikke noget, var ikke noget, der var absolut intet selvværd. Jeg blev sygemeldt og søgte om førtidspension. Efter 3 mdr. fik jeg afslag med den begrundelse at jeg havde en lidelse og ikke en sygdom .Desuden var det ikke spørgsmål om forsørgelse for mit vedkommende da jeg jo havde en mand, og det var hans pligt at forsørge mig. Dengang var reglerne sådan at når man fik afslag på pension, mistede man samtidig retten til sygedagpenge. De regler blev kort tid efter lavet om, da de havde for store økonomiske konsekvenser for folk. Men de ramte altså mig. Og på A Kassen var jeg heller ikke berettiget til noget, da jeg var for dårlig til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

 

Det afslag kunne jeg ikke leve med. Nu havde jeg forsørget mig selv i så mange år og aldrig bedt om noget, og nu fratog man mig retten til at være et selvstændigt menneske og degraderede mig til et vedhæng til min mand. Jeg kunne heller ikke bære at han der havde ydet mig så meget hjælp og støtte, nu skulle udsættes for den økonomiske byrde. Så jeg ankede sagen.

 

Efter 9 mdrs forløb havde jeg stadig ikke hørt en lyd. Så nu sendte jeg et brev til ankenævnet, hvor jeg nøje beskrev min tilværelse, og hvor invalideret jeg virkelig var. Samtidig spurgte jeg om hvordan det kunne lade sig gøre at nogle mennesker kunne bedømme min tilstand ud fra et skema en sagsbehandler havde udfyldt, uden at andre hverken havde set eller talt med mig. Det gav anledning til at jeg kom til samtale hos en psykiater. En meget rar og venlig mand, der efter vores samtale sagde at han ikke kunne love mig noget, men at han syntes jeg skulle tage hjem og prøve at slappe af, underforstået at han ville gøre hvad han kunne for mig. 3 mdr. efter fik jeg pensionen.

 

Det blev et meget langt år jeg kom til at vente før den sag var afsluttet, uden indtægt af nogen art, og uden at ane om jeg nogensinde ville få en. Hver eneste dag ventede jeg på posten skulle komme, nå heller ikke noget svar i dag, og straks var jeg i venteposition til næste dag.

 

Det år og de følgende 4, var jeg meget sjældent i stand til at gå uden for min dør. Omverdenen var den smule jeg havde udsigt til når jeg kikkede ud af mit vindue. Jeg var total afhængig af at min mand fulgte mig når der var noget jeg måtte af sted efter. Jeg kunne bruge hele dage på at overbevise mig selv om at jeg godt kunne gå i det lokale supermarked for at købe ind. En sjælden gang imellem lykkedes det da også at komme af sted, med stort ubehag til følge, især på vej til supermarkedet. Når jeg havde fået vendt om og var på vej hjem, lettede det i takt med jeg nærmede mig huset. Mit hjem var nu det eneste sted der var rimeligt trygt at være.

 

Kampviljen var nu alligevel ikke helt knækket, for ved en enkelt lejlighed lykkedes det mig at komme til Kbh. alene. Jeg havde et brændende ønske om at besøge min søn der skulle være alene hjemme med sine to piger i en uge. Jeg fik en dame med på en prøvetur til Vejle, det var jo nu 3o år siden jeg sidst havde været i et tog, og jeg måtte prøve om det overhovedet kunne lade sig gøre.

 

Et par dage efter tog jeg af sted. Jeg havde planlagt kun at ville se en station frem ad gangen, hvis det blev for slemt, ville jeg vende om ved næste station.. Først da jeg var kommet et godt stykke over på Sjælland, turde jeg ringe til min søn for at sige jeg var på vej, og om han ville hente mig på banegården. Da jeg stod på banegården, var jeg lige ved at tudbrøle af lettelse over min bedrift, jeg var fuldkommen euforisk og mente at nu havde jeg besejret angsten en gang for alle, og nu lå verden nærmest åben for mig. Men ak, efter en tid fik jeg det værre end nogensinde. Jeg havde haft næsen for langt fremme, og havde overskredet mine grænser for voldsomt. Det blev jeg sandelig straffet for nu. Hjemmefra kunne jeg ikke komme, besøg der varede mere end en times tid kunne jeg ikke magte, så reagerede min krop med en træthed så voldsom at jeg nærmest sov.

 

Hvordan overlever man dog sådan en tilværelse. Jo jeg havde nogle år før jeg holdt med at arbejde fattet interesse for at modellere porcelænsdukker, og det kastede jeg mig over stort set fra jeg stod op om morgenen, og til jeg væltede om af træthed om aftenen. Det var ren terapi, det holdt mig i gang, jeg præsterede noget, og det var en udfordring at finde min egen teknik. Det er et ret svært håndværk at lære sig, men efter de ufattelig mange timer jeg har siddet, blev jeg faktisk en ret habil dukkemager. Min store kreativitet i al almindelighed har ganske givet betydet meget for at jeg ikke helt gik i spåner.

 

En dag læste jeg i lokal avisen om en dame der havde en angsthistorie der lignede min til forveksling. Hun havde været på et 3mdrs kursus på Fobi skolen, og havde det nu godt.

 

Aha, så var det nok en social fobi jeg led af, og så var der måske alligevel håb for mig.

 

Jeg kontaktede skolen og blev optaget. Der var et halvt års ventetid, og jeg havde det ganske forfærdeligt i den tid. På den ene side vidste jeg at dette måske var min eneste chance for at få en mere tålelig tilværelse, på den anden side var det uoverskueligt at se hvordan jeg overhovedet skulle kunne få mig bevæget ind på skolen, når jeg ikke kunne komme uden for min dør, min mand kunne jeg ikke trække på, da han skulle passe sit arbejde. Og hvordan skulle jeg kunne holde ud at være der x antal timer hver dag sammen med fremmede mennesker. Men et par dage før jeg skulle starte, så min svigerdatter hvilken forfatning jeg var i, og da hun hørte grunden, tilbød hun at komme og følge mig , og om nødvendigt i hele perioden. Det var virkelig en lettelse, og uden hendes hjælp var jeg næppe kommet af sted. Efter en uge besluttede jeg mig for at ville klare turen selv, og det gjorde jeg resten af tiden.

 

Jeg startede januar 2000. Og hvor var det befriende at høre at de forfærdelige fysiske ubehag jeg havde, var særdeles velkendte i angstsammenhæng. Ligesom det også var vigtigt for mig at få en forklaring på hvad der reelt skete i min krop når jeg havde det så dårligt. For første gang i alle de år følte jeg nogen tog mig alvorlig, og at her endelig var nogen der vidste hvad det handlede om. Selv min fornemmelse af at fødderne blev til kugler jeg ikke kunne holde balancen på, blev taget alvorlig. Ganske vist havde de aldrig hørt om fænomenet, men de gode mennesker havde eksperimenteret med at lave nogle spændinger, hvorved de faktisk opnåede at fremkalde den samme fornemmelse. Og så var der pludselig også en forklaring på den ting. På skolen ved man godt hvor meget ubehaget fylder i ens tilværelse, og derfor er det der man først sætter ind, ud fra den betragtning, at før man får lært at beherske det væsentligt, er der ikke plads til at man kan arbejde med andre ting. Dermed fik jeg også forklaringen på hvorfor alle de bestræbelser jeg og andre havde gjort gennem årene for at befri mig for angsten aldrig var lykkedes.

 

Mit problem var primært det fysiske ubehag der styrede min tilværelse, og det var blevet fejet ind under gulvtæppet som noget uvæsentligt. Det var en meget hård tid på skolen, og hvor havde jeg da mange gange lyst til at blive hjemme, men dels er jeg en stædig natur, dels havde jeg selv betalt de godt 3oooo kr. det kostede, så jeg ville ikke give op, og det er da også de bedste penge jeg nogensinde har givet ud.

 

Jeg blev ikke helbredt på de 3 mdr. men jeg fik en masse viden, og nogle gode redskaber til at arbejde videre med Jeg fik en forståelse for angsten, og frygter den ikke mere. Det fysiske ubehag er efter de mange år blevet en integreret del af mig som stadig har det med at dukke op per automatik, det er dog intet i forhold til tidligere, og ikke noget der hæmmer mig i hverdagen. Det tager tid at få ændret de automatiske tanker og faresignaler underbevidstheden udsender. Jeg er stadig ikke god til at rejse, men bortset fra det, kan jeg bevæge mig frit omkring som jeg vil.

 

Jeg tror aldrig jeg har lidt af en bestemt angsttype. Det var angsten for angsten der udviklede sig fra at være en enkelt situation jeg blev bange i, og til at blive noget generelt og altomfattende. Det var angstcirklens skrue uden ende.

 

Tre årtier med angst er meget, og selvom der bestemt også er gode ting at tænke tilbage på, så sidder der en sorg i sjælen over alle de begrænsninger af helt almindelig livsudfoldelse der har været, specielt i forhold til børn, børnebørn og øvrig familie, ting jeg aldrig vil kunne gøre med tilbagevirkende kraft. Den tid er forpasset.