Bente

Sensitiv.nu

Bentes historie

 

Jeg er født under krigen (altså den 2. verdenskrig!), hvor min far kort efter gik "under jorden" som modstandsmand. Han kom først hjem, da krigen sluttede. Efter en kort forvirret tid - mange af modstandsfolkene var meget præget af, hvad de havde oplevet - fandt han en anden kvinde, som han så blev gift med. I 1948 flyttede min mor og jeg til Kbh. fra Jylland. Først for et par år siden fandt jeg ud af, at grunden til min senere angst var, at jeg følte mig svigtet af min far, fordi han forlod mig 2 gange. Derfor er jeg også forfærdelig bange for at miste. Jeg så ham senere i hver sommerferie i mange år, men han var en svag mand, som aldrig sagde ret meget, med en meget dominerende kone.

 

Min stakkels mor gav mig en god uddannelse, for "et ægteskab er jo ingen livsforsikring", som hun sagde! Selv var hun meget "tilknappet", vi gav faktisk først hinanden knus til goddag og farvel, da jeg var 30 og havde fået mit første barn.

 

Jeg tror, at jeg "arvede" denne tilknappethed, ikke noget med at vise følelser! Som barn og ung var jeg meget genert, og måske var det også en slags social fobi? Al den angst for at vise følelser har nok også gjort, at jeg fik sygdommen. Men nu ind imellem kan det somme tider være lidt for meget med alle de dersens følelser! Min dejlige mor døde i 1983, lige før jeg blev 40, og det var en kortvarig, men forfærdelig sygdomsperiode.

 

4 år senere 1987 fik jeg mit første panikanfald i udlandet, da min mand og dengang 14-årige søn skulle se en krigs-attraktion, og jeg hellere ville se på butikker. Jeg stod af bussen ALENE ved en park, og så kom det - for fulde sejl. Jeg behøver vist ikke forklare dig, hvordan det var. Dengang havde jeg lige taget orlov for 2 år fra mit faste tjenestemandsjob, for at prøve noget nyt. Det var en meget utryg og stressende periode, og nu ved jeg, at det var denne periode, som udløste panikanfaldet.

 

Min daværende læge gav mig noget beroligende, som ikke hjalp, men først efter 1½ år fik jeg stillet diagnosen efter et kæmpe-panikanfald. Han sagde 3 sætninger ud i ét: 1. Du lider af en angstneurose 2. Det kommer du aldrig over 3. Vil du indlægges? PUHA! Jeg anede ikke engang, hvad en angstneurose var! Jeg skulle bare ud i livet, sagde han, så efter et par dage gik vi ud at spise. Det var SLEMT, og så gik jeg da helt ned i bund. Jeg blev aldrig undersøgt fysisk for noget som helst! Men jeg fik da lov til at få valium'er af ham, så jeg kunne klare mig nogenlunde. Heldigvis kom jeg hurtigt i kontakt med Daghøjskolen (den allerførste fobiskole), hvor jeg var daglig i 2 måneder i 1989. Det hjalp mig virkelig, så jeg kunne begynde på mit tjenestemandsjob igen, efter min orlov var udløbet.

 

Angsten var der stadig, og jeg havde det også bedst med at være sammen med nogen i busser osv, men jeg tog dog bussen alene frem og tilbage til arbejde, og kunne også gå i butikker alene. Derefter prøvede jeg først en psykolog, som ikke kunne hjælpe mig, så en psykiater, som gjorde det hele værre. Da jeg så ovenikøbet en dag fik et stort svimmelhedsanfald i en bus, som jeg er næsten var sikker på, var en svimmelhedsvirus, en af mine kollegaer lige havde haft, så var jeg totalt hjælpeløs.

 

Og så kom depressionen! Det var i 1995. Mit liv gik med at blive kørt af min mand til og fra arbejde, se lidt venner og familie af og til, og det var så det. Weekender var håbløse, jeg var bare så ked af det og hjælpeløs. Lægen troede IKKE på, at jeg havde en depression, men han ville dog stadig skrive valium'er ud til mig, så det måtte jeg jo leve med. Jeg prøvede allerede for 10 år siden, at tale med lægen om "lykkepiller", men uha nej!

 

Først i november 1999 nærmest tvang min mand og jeg ham til at give mig 20 mg seroxat om dagen. Efter ca. 2 måneder forsvandt min depression, men angsten var der stadig. Og min dosis skulle naturligvis ikke forhøjes, sagde lægen! Jeg havde nogle bivirkninger i starten, men ikke ret mange.

 

Min "redning" var Angstklinikken på Rigshospitalet foråret 2000. Behandlingen er 3-delt: medicin (seroxat), gruppeterapi og individuel terapi. Medicinen blev langsomt forhøjet til 50 mg, hvor jeg stadigvæk er. Gruppen var mod min forventning en rigtig god gruppe, men navnlig samtalerne med psykologen gav noget. Først her gik det op for mig, hvad det hele drejede sig om. Det var virkelig AHA! Jeg turde endelig skifte læge, og han sendte mig straks til en gennemgående fysisk undersøgelse.

 

Nu går det rimeligt godt. Jeg fik en forfærdelig oplevelse i foråret 2001, da jeg fik et brev fra en sagfører, at min far var død og begravet for flere uger siden. Der var en lille smule penge at arve, ellers havde jeg nok ikke fået noget at vide. Min far havde jeg efter hans eget ønske - eller var det hans kones? - ikke havde haft forbindelse med i over 10 år.

 

Så der gik det nedad igen, men jeg ved jo, at jeg altid kommer op igen!