Anne 15 år

Sensitiv.nu

Annes historie

 

Jeg er en pige på 15 år. Jeg lider af socialfobi.

Det udviklede sig for ca. et år siden.

Det hele startede med at jeg begyndte i en ny klasse.

 

Jeg har altid været meget genert, og en stille pige. Så det var svært for mig at have kontakt med de andre.

Jeg begyndte at få angstanfald. Jeg rødmede let, svedte i hænderne, rystede og havde ondt i maven.

Jeg begyndte at udeblive fra skolen. Først i et par dage ad gangen, senere flere uger og til sidst holdte jeg helt op med at gå i skole.

 

Jeg fik en depression, og begyndte at tænke på selvmord.

Mine forældre kontaktede en psykolog, som jeg begyndte at gå hos. Det hjalp ikke meget.

 

Så begyndte samtaler med mennesker fra Augustenborg ungdomspsykriatri. Jeg fik "lykkepiller".

Senere blev jeg testet og fik stillet dianogsen socialangst.

 

Jeg fik det værre. Jeg var hjemme hele tiden. Jeg kom ikke ud længere. Det var hårdt for min familie, at de skulle tage til familiesammenkomster og andet uden mig. Jeg var flov over mig selv, og gemte mig væk på mit værelse hvis vi fik gæster.

Mens jeg gik hjemme fik jeg større og større angst.

Jeg var til samtaler i augustenborg et par gange i måneden. Men det førte ingen vegne.

 

En dag fandt jeg tilfældigvis noget om Århus fobiskole, på internettet. Mine forældre kontaktede dem. Vi fik at vide at normalt deltog man i grupper med andre socialfobikere, for at overvinde sin angst. Men der var ingen grupper i min aldersklasse. Jeg startede med at snakke med en psykolog alene.

Så jeg begyndte med kognitiv behandling i Århus en gang om ugen.

Det var noget der hjalp mig! Jeg begyndte på små opgaver for at overvinde min angst.

 

Jeg gemmer mig ikke længere når vi får gæster. Jeg begyndte i 9.klasse lige efter sommerferien. Da havde jeg ikke været i skole i et halvt år.

Det er hårdt. Det er en kamp hverdag at stå op og tage i skole, og det er skam heller ikke altid det lykkes. Men det er fremskridt. Mine klassekammerater er informerede om min angst, og vil meget gerne hjælpe mig. Mine forældre besluttede nemlig at være åbne over for alle om min sygdom, selvom jeg ikke var meget for det i starten.

Jeg går stadig på fobiskolen i Århus en gang om ugen, og skal nok blive ved med at gøre det i noget stykke tid endnu.

 

Når jeg tænker tilbage på det sidste år, ville jeg ønske at jeg havde vidst hvad socialfobi var, og hvordan, og af hvem, man skulle have hjælp til at lære at leve med den, af. Så ville angsten ikke have nået at blive så stor, og det ville have været nemmere at overvinde den.

 

Jeg skrev dette for at hjælpe andre der lider af socialfobi, og for at fortælle at de skal søge hjælp. Kognitiv behandling er den rigtige behandlingsform. Selvom det er hårdt, så hjælper det. Hvis man vil kæmpe imod angsten, så kan man.

Hvis jeg ikke var begyndt på det, sad jeg stadig på mit værelse og gemte mig.