Anna Cecilie

Sensitiv.nu

 

 

Er en pige på 22, som er sensitiv og enormt selvreflekterende (tænker over mine tanker), men samtidig udadvendt med både selvtillid og selvværd. Måske ikke en typisk beskrivelse af en HSP, og så er der alligevel virkelig mange ting, der passer på mig.

Fx kunst og musik som kan gå lige i hjertet på mig - enten udløse akut lykke og glæde og eufori eller udløse sorg, tristhed og i nogle tilfælde ukontrollerbar gråd.

Eller som da jeg begyndte at græde i en offentlig bus (diskret selvfølgelig - ingen skulle se jeg tudede :)) over pædagogernes strejke i Århus her for nylig. Blev bare overvældet af engagementet, tror jeg.

Jeg er blevet vant til at tænke, at det jo går over, og at jeg er både den udadvendte og nogenlunde afbalancerede Anne-Cecilie og den sensitive og ekstremt tænksomme Anne-Cecilie. Men når jeg nu kan se at andre også reagerer stærkt, så giver det alligevel en form for tryghed ifht at acceptere den følsomme side. Det kan jo være svært at få tingene til at glide, når man skal bruge rimelig meget tid på at følelserne lægger sig igen.

Eller fx ifht. søvn (som jeg så en anden tråd om). Jeg SKAL drosle ned senest kl 20, for at kunne falde i søvn. Hvis det ikke sker, bliver jeg overtræt og kan ikke sove. Tankerne klistrer sig simpelthen fast til indersiden af hjerneskallen og så kan jeg slet ikke finde hvile. Og der skal ikke særlig meget mere til end en tvetydig kommentar fra en person eller en ændring i morgendagens planer til, før den der balance knækker. Om aftenen er jeg meget sensitiv. Har efterhånden lært at leve med, at nogle nætter sover jeg ikke.. eller sover først sent. Det er en udfordrng at slippe kontrollen på den måde og komme igennem dagene derpå med humørsvingninger og forhøjet sårbarhed for stress og angst, men da erfaringen siger mig, at jeg alligevel får det bedre om et par dage, så kan jeg klare det.

Min moster viste mig godt nok engang en artikel i Psykologi om det her begreb, fordi hun mente det passede godt på mig og de problemstillinger jeg tumler med. Og måske fordi hun selv er HSP og kan genkende sine træk i mig. Dengang slog jeg det hen. Måske fordi jeg ikke havde lyst til at erkende at jeg nok er anderledes på visse punkter, ved at putte et navn på "den følsomme side". Men nu hvor jeg nærlæser din side kan jeg se SÅ mange ting give mening og ja, forklare hvad der sker. Som der står et sted - man kan se med mildere øjne på sine problemer. Det er legitimt at være sådan her.

Både befriende men også skræmmende. Brugbart men måske også farligt at "diagnosticere" sig selv?

Kan føle at jeg min sensitivitet i perioder med harmoni og struktur kølnes og "lægger sig", hvod i mod den hvirvles op i perioder hvor der er mange nye indtryk, pres og opbrud. Det var en sådan periode med flytning, nyt studie, generel identitetskrise, opbrud i familien og dødsfald i familien, der sendte mig ud i en depression. Ved ikke om ikke HSP'er ville have kunnet klare den, men det er egentlig også ligegyldigt, for det eneste jeg skal bekymre mig om, er at arbejde med at klarlægge mine grænser og lære at arbejde med mig selv i stedet for mod mig selv. Og det er vel typisk for mange sensitive mennesker, at de i deres iver for at please omverdenen, begynder at handle på dens præmisser og glemmer at lytte til sig selv?

Tja, det var bare lige lidt input ovenpå en sindsoprivende og søvløs nat.

Venligst Anne-Cecilie

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

.